Af Stiesdal SkyClean
Stiesdal A/S
Vejlevej 270,
7323 Give
Svar på debatindlæg: Vi har fra Stiesdal SkyClean tilbudt Daniel Pedersen at svare på dit åbne brev, da det er os, der har udviklet og leveret pyrolyseanlægget, som er integreret i biogasanlægget Agri Energy Vrå.
Allerførst er det beklageligt, at du ikke har tillid til Hjørring Kommunes medarbejdere og deres sagsbehandling. Vi oplever kommunen som grundig og kompetent og også krævende, hvilket er på sin plads i og med, at der er tale om en ny type anlæg.
I dit åbne brev kritiserer du, at kommunen i sin miljøgodkendelse kun har lidt eller ingen fokus på dannelsen af tjærestoffer (PAH) og dioxiner, som kan forekomme ved pyrolyse.
Det er ganske rigtigt afgørende at have styr den type uønskede stoffer. Heldigvis forholder det sig ikke sådan, at det er noget, man lukker øjnene for, blot fordi det ikke fremgår af miljøgodkendelsen.
Hvis vi tager tjærestofferne først, så har det historisk været vanskeligt at producere biokul ved pyrolyse uden dannelsen af tjærestoffer. Men det kan man godt med moderne teknologi, og hos Stiesdal SkyClean er det noget, vi løbende dokumenterer med analyser af vores biokul foretaget af tredjepart.
Når problematikken med tjærestoffer kun nævnes perifært i miljøtilladelsen fra Hjørring kommune, er det fordi, det hører hjemme i vurderingen af anvendelsen af biokul f.eks. på landbrugsjord – hvilket er dækket af andre regler, som skal overholdes.
Miljøtilladelsen fra Hjørring kommune fokuserer i stedet retteligt på, hvilke stoffer, der må forlade matriklen i form af emissioner til luften. I dit åbne brev nævner du dioxin, som kan opstå i forbindelse med opvarmning af biomasse, og det samme gjorde Enhedslisten i spørgsmålene om pyrolyse til miljøministeren forleden.
Der er imidlertid en god forklaring på, at der ikke er stillet krav om kontrol med dioxin-udledning til luften fra vores anlæg. Her bliver det lidt teknisk:
Dioxiner dannes primært ved temperaturer 200-450°C og forudsætter tilstedeværelsen af grundstoffet klor i biomassen. Der er små mængder klor i halm, og derfor skal man være var-som med afbrænding af våd halm. Det forhindrer dog ikke hundredvis af halmkedler i at brænde halm af, da anlæggene tager højde for denne risiko.
Blandt andet derfor tørrer vi biomassen, inden vi pyrolyserer den. En række andre faktorer nedsætter risikoen for dioxindannelse ved pyrolyse:
• Dioxindannelse mindskes ved højere temperaturer. Vi pyrolyserer biomassen ved 550-600°C.
• Dioxindannelse fremmes af tilstedeværelsen af ilt. Pyrolysen foregår i en ilt fri atmosfære.
• Endelig afbrændes pyrolysegassen enten i en særligt tilpasset brænder ved 1400 grader eller undtagelsesvis i en fakkel ved 800 grader. I begge tilfælde ved temperaturer, som dioxin ikke overlever.
Det er alle disse forhold tilsammen, som ligger bag miljøvurderingen af pyrolyse i forhold til dioxiner. Der er faktisk tale om, at pyrolyse er en proces, som er velegnet til at fjerne uønskede stoffer, herunder dioxiner, og det er viden, vi har, takket være årtiers forskning og udvikling på blandt andet DTU Risø.
Vi arbejder ganske rigtigt med tørring af biomassen på en effektiv måde, og det har voldt os flere udfordringer end ventet. Det har også forårsaget lugtgener, hvilket vi er kede af, og som vi arbejder hårdt på at komme til livs, blandt andet med hjælp fra luftprøver indsamlet og analyseret af Teknologisk Institut.
Vi har ikke grund til at tro, at lugten fra tørringen er sundhedsskadelig, og havde vi haft den mindste mistanke om dette, ville vi ikke have udsat vores egne medarbejdere eller naboerne for den.
Hjørring Kommune har nu krævet målinger på de samlede luftemissioner fra vores anlæg, og det hilser vi velkomment. I vores forlag til målekampagne har vi inkluderet måling på en række stoffer, som ikke indgår i miljøgodkendelsen, herunder dioxiner, PCB, PAH og PFAS.
Under vores planlagte nedlukning af pyrolyseanlægget fra den 10. marts vil vi gennemføre en række tiltag, som vi tror på vil afhjælpe lugtgenerne.
Miljøministeren fastslog forleden i folketingssalen, at nye klimateknologier ikke skal indføres på bekostning af sundhed og miljø. Det er vi enige i, og det forpligter vi os til at leve op til.
Mvh Stiesdal SkyClean