Af Paw Rytter
Kandidat til KV25 og RV25
Moderaterne
Kære Stiesdal SkyClean
Det et første gang jeg er i dialog med en virksomhed uden, at det er en person, der repræsenterer
den. Det føles lidt pudsigt, men fred være med det. I skal have tak for jeres grundige respons, den er værdsat.
Som mange andre har jeg besøgt jeres anlæg og har været nysgerrig og fascineret af jeres ambitioner. Ideen om at kombinere fremstilling af biogas med produktion af biokul giver mening. Det er jo et lidt af et kinder æg I har gang i – energi der kan lageres og transporteres nemt – i kombination med pyrolyse, der fikserer kulstof, så det ikke vender tilbage til atmosfæren, som CO2. Det er godt tænkt.
Men kære Stiesdal SkyClean jeres aktiviteter må ikke have negative konsekvenser, hverken for miljøet eller jeres naboers helbred. Og det er jeg bekymret for, at de har. Jeg ved det ikke med sikkerhed, for det er ikke blevet undersøgt, hvad I udleder konkret.
Og helt ærlig, I kunne have gjort det bedre. I kunne have bidraget til, at miljøarbejderne hos Hjørring kommune havde været bedre klædt på til at føre tilsyn.
I valgte at angive omfanget af tørrede gyllefibre som pyrolyse anlægget skal behandle til 36.000 tons om året. Havde I skrevet 37.000 tons, havde Hjørring kommune ikke haft noget valg, så ville der være blevet stillet krav om en selvstændig miljøkonsekvensvurdering for pyrolyseanlægget.
En miljøkonsekvensvurdering ville alt andet lige have behandlet risikoen for udledning af sundhedsskadelige stoffer mere omfattende end den miljøtilladelse, I selv udarbejdede i samarbejde med Hjørring kommune. Vi ved det ikke, men måske ville det have haft den betydning, at miljømedarbejderne have set med større alvor på naboernes klager.
Du skriver, at det er beklageligt, at jeg ikke har tillid til Hjørring kommunes medarbejdere og deres sagsbehandling. Det passer heldigvis ikke, mine erfaringer med Hjørring kommunes medarbejder er positive.
Men min tillid bliver udfordret, når en virksomhed angiver omfanget af en påtænkt aktivitet et mulehår under en tærskel, som myndighederne har sat, sådan som I gjorde. Jeg kan naturligvis ikke vide, om det var for at undgå, at der skulle udarbejdes en miljøkonsekvensvurdering. Men mistanken er der. Og det er beklageligt.
Og mistanken kommer ikke ud af det blå. Jeres direktør Peder Nickelsen har nemlig har anslået at de 120.000 tons våde gyllefibre, I ønsker at behandle, svarer til 80.000 big baller. Altså i omegnen af 41.000 og 52.000 tons biomasse. Altså væsentligt over den tærskel, der var afgørende for, at der ikke blev udarbejdet en miljøkonsekvensvurdering af kvalificerede og kompetente eksperter.
Pyrolyse er ikke en ny teknologi, men det er tørring af våde gyllefibre og pyrolyse af gyllefibre. Jeg ved ikke alverden om kemiske reaktioner, men jeg kan konstatere, at I endnu ikke har formået at etablere en proces, hvor gyllefibrene tørres uden at være til gene for naboerne. Om dampene fra processen er skadelige eller ej, må være op til uvildige eksperter at afgøre. Det samme gælder for udledningerne fra afbrændingen af pyrolysegassen.
Derfor er det godt at høre, at I nu vil indlede en målkampagne og at I selv anbefaler der bliver målt på en række stoffer, som ikke indgår i miljøgodkendelsen, herunder dioxiner, PCB, PAH og PFAS.
Bedre sent end aldrig.
Link til tidligere indlæg
Hej Paw,
Tak for alle dine afsløringer. Man må, uanset dit alt andet end moderate partitilhørsforhold 😉 håbe, at du kommer i byrådet 18.11.
Hvis dine oplysninger er korrekte, har Stiesdal fusket med miljødata i en grad, at virksomheden burde skifte navn fra Stiesdal Skyclean til Stiesdal Smokescreen.
Det må stoppe nu af hensyn til folkesundheden.
Og så er der måske anledning til lidt selvransagelse i “29-2-parlamentet” på aftenens byrådsmøde.
Mvh – Erik Høgh-Sørensen, byrådsmedlem fra Vendelbo-Listen.