Af Lone Olsen
Venstre i Hjørring Kommune
Taars
Mange har en holdning til de enkelte anbefalinger fra Trivselskommissionen. Det har jeg også. Men hvis vi kun diskuterer enkeltdelene, risikerer vi endnu engang at ende med lappeløsninger. Vi må tage fat i det grundlæggende problem: Har vi opbygget et system, der i virkeligheden selv bidrager til mistrivslen
Kommissionens 35 anbefalinger rummer gode takter. Der er brug for en mere nuanceret samtale om trivsel kontra mistrivsel, en stærkere indsats for sårbare børn og unge og bedre muligheder for at flere kan komme på efterskole. Alt sammen vigtigt.
Men flere af anbefalingerne peger også på en modsætning: På den ene side kritiseres forældre for at være for overbeskyttende og individfokuserede – de skal slippe grebet. På den anden side foreslås mere lovgivning og regulering, der netop tager beslutninger fra forældrene.
For eksempel anbefales det, at børn ikke bør få en smartphone eller tablet, før de fylder 13 år, og at mobiler, smartwatches og private tablets helt skal væk fra skolerne ved lov. Diskussionen om skærme i skolen er vigtig, men skal staten virkelig fastsætte en aldersgrænse for, hvornår børn må få deres første telefon?
Vi må turde se på helheden. I årtier har vi bygget en systemstat, hvor forældre mødes af et væld af anbefalinger, vejledninger og retningslinjer – om alt fra madpakker til sengetider. Samtidig er vores børn nogle af dem, der starter tidligst i institution og tilbringer længst tid der. Heldagsskolen fjernede tid fra fritidsaktiviteter, familie og selvvalgte fællesskaber.
Så når vi i dag ser en stigende mistrivsel, er det så kun forældrenes ansvar? Eller har vi skabt et system, der umyndiggør forældrene – og nu bebrejder dem for at følge det?
Kommissionens arbejde er vigtigt, og mange af dens forslag bør tages alvorligt. Men vi skylder både børn og forældre en ærlig debat, hvor vi også tør spørge, om systemet selv bærer en del af ansvaret – og hvordan vi retter op på det.
