Arrangørerne starter med den store DGI-opvisning, som strækker sig over tre dage. Dette følges op af Bagterp Gymnastikforenings lokale opvisning med både egne og gæstende gymnastikhold. Kort fortalt bliver der gymnastikfest i Hjørring.
Opvisningerne er kulminationen på gymnasternes hårde arbejde gennem vinteren og akkurat som foråret springer ud – så springer gymnasterne rundt på halgulvene i hele Nordjylland. I Hjørring skyder de festen i gang med DGI-opvisning fra fredag d. 7. marts kl. 17.15 og fortsætter helt til søndag kl. 18.00.
Festen afsluttes lørdag d. 22. marts, hvor Bagterp Gymnastikforening er vært for den lokale opvisning. Alle foreningens hold indtager gulvet, ligesom flere gæstehold kigger forbi. Alle dage garantere arrangørerne glæde, sammenhold og masser af hygge og klapsalver. Alle er velkomne til gymnastikfest i Hjørring.
Gymnastikopvisninger er en del af de fælles traditioner i foreningslivet. Med fanen hævet går holdene stolt på gulvet. Det lille barn vinker genert ud til mor og far, mens der forsøges at holde takten. Det er her du kan opleve gymnasterne bevæger sig udtryksfuldt til musikken og se de vild spring blive fremvist både på bane og trampolin. På hvert eneste hold er opvisningen sæsonens højdepunkt, så alle gør sig særlig umage for at give alle en flot og underholdende oplevelse.
I weekenden 7. til 9. marts inviterer Bagterp Gymnastikforening således i samarbejde med DGI Nordjylland indenfor til en kæmpe opvisningsfest i Park Vendia Hallen. Mange af de dygtigste hold i Nordjylland, heriblandt efterskoler, landsdelshold, lokalforeningshold og ikke mindst DGI Nordjyllands REPhold kigger forbi og deltager i festen. Det bliver en forrygende weekend. Opvisningen starter kl. 17.15 om fredagen og fanerne bæres ud, søndag aften kl. 18.00.
Lørdag d. 22. marts går det løs igen – denne gang med Bagterp Gymnastikforenings lokalopvisning. Samtlige foreningens hold kommer på gulvet og igen fylder arrangørerne Park Vendia Hallen med vaskeægte livsglæde. For alle på og omkring holdene er det en stor og flot oplevelse og ikke mindst for publikum. Opvisningen starter kl. 9.45 og slutter først kl. 16.00.
Arrangørerne håber igen i år at fylde hallen med familiemedlemmer, venner og alle andre gymnastikinteresserede, der sammen skaber en fantastisk ramme for smuk rytmisk gymnastik og tempofyldt akrobatik. Arrangørerne garanterer mange timers underholdning til fire dages gymnastikfest i Park Vendia Hallen.
DGI-opvisningen d. 7.-9. marts
En dagsbillet koster kr. 65,- og en weekendbillet koster kr. 135,-. Børn under 15 år har gratis adgang.
Bagterp Gymnastikforenings lokalopvisning d. 22. marts
Også i Park Vendia. Adgangsbilletten koster kr. 50,- for voksne og kr. 40,- for børn under 15 år.
Faktaboks
- Den 7.-9. marts går det løs i Park Vendia Hallen i Hjørring. Flere end 3.000 gymnaster fordelt på hele 84 hold går skiftevis på gulvet til den store DGI-opvisning. Kom og oplev en række efterskoler, landsdelshold og lokalforeningshold imponere på gulvet.
- Programmet for de enkelte dage til DGI opvisningen kan ses i appen DGI Gymnastik eller hos DGI Nordjylland.
- Bagterp Idrætsforening afholder lokal gymnastikopvisning den 22. marts i Park Vendia Hallen. Her kan man opleve Bagterp Gymnastiks ni hold, Vendsyssels to landsdelshold, ASIF’s juniorhold, Levring Efterskole og den lokale Halvorsminde Efterskole og fri fagskole.
- Programmet for den 22. marts kan se hos BIF.
Foto: Bagterp Gymnastikforening.