Vinduespudser Gruppen A/S, der har hovedsæde i Løgstør, er med sine i alt 12 afdelinger i Nord- og Midtjylland og godt 50 ansatte vinduespudsere områdets største i branchen.
Pr. 1. marts opkøber de Guldhammer Vinduespolering, og udvider dermed deres aktiviteter. Guldhammer Vinduespolering beholder sit navn, og den nu tidligere ejer og hans ansatte bliver i virksomheden og vil fortsat servicere deres kunder, nu som en del af Vinduespudser Gruppen.
– Vores helt store målsætning er øgede markedsandele samt optimal service til vores kunder. Med Guldhammer Vinduespolering sætter vi alle målsætninger i spil. Med flere vinduespudsere og flere kunder i de områder, vi allerede er til stede i, kan vi i langt højere grad planlægge ud fra logistiske strategier. Det giver i sidste ende bedre service, da vores vinduespudsere skal bruge mindre tid på transport, siger Preben Møller, direktør i Vinduespudser Gruppen.
Den nu tidligere ejer af Guldhammer Vinduespolering har tidligere været ansat hos Vinduespudser Gruppen.
– Jeg er stolt af at have opbygget en succesfuld virksomhed, men samtidig er jeg mættet af livet som virksomhedsejer og det administrative arbejde. Da jeg fik muligheden for at sælge, var det egentlig et nemt valg. Jeg ser nu frem til igen at blive en del af Vinduespudser Gruppen. Der er ingen tvivl om, at Guldhammer Vinduespolering og deres kunder er i gode hænder, siger Poul Erik Guldhammer Andreasen, vinduespudser og tidligere direktør i Guldhammer Vinduespolering.
Omsætningsvækst gennem glade kunder
Vinduespudser Gruppen er som en del af EVR A/S en af landets største udbydere af vinduespolering, og den nordjyske virksomhed har klare strategiske mål til de kommende år: En omsætningsvækst på mellem 15 og 20 procent. For at det mål kan nås, skal der især føjes flere kunder til abonnementslisten.
– Det er klart, at vi kigger ind i, hvordan vi kan sikre vores ret ambitiøse mål. Lige nu servicerer vi omkring 22.000 kunder om måneden – det tal skal stige. Som abonnementstjeneste handler det om kvalitet af arbejdet, både grundet strategiske mål men også grundet ærekærhed. Med opkøbet af Guldhammer Vinduespolering sikrer vi endnu større fleksibilitet og serviceniveau til vores kunder, og det giver os tro på, at vores mål er realistiske, siger Preben Møller.
Fleksibilitet er hemmeligheden bag medarbejderfastholdelse
I Danmark har man i flere år kigget ind i mangel på arbejdskraft. En analyse fra Dansk Industri viser, at den tendens ikke vender. Forventningen er, at vi om 10 år kommer til at mangle 130.000 arbejdere på tværs af brancher. Hos Vinduespudser Gruppen har man i mange år haft fokus på både medarbejderrekruttering og medarbejderfastholdelse.
– Medarbejdernes prioriteringer har ændret sig de seneste år. De vil i højere grad have tid til familien samt et trygt arbejdsmiljø. Vi har tidligt kigget ind i, hvordan vi sikre rekruttering og fastholdelse. Derfor har vi stort fokus på fleksibilitet og selvstændighed for vores medarbejdere, og vi kan se, at det betaler sig. Det er da et skulderklap, at en tidligere medarbejder som Poul Erik har lyst til at komme tilbage. Det betyder, at vi gør noget rigtigt, siger Preben Møller.
For Poul Erik Guldhammer Andreasen er virksomhedens filosofi af stor betydning for ham som medarbejder:
– Jeg stoppede hos Vinduespudser Gruppen, fordi jeg ville prøve at lave mit eget. Derfor er jeg også glad for at kunne komme tilbage. Jeg kan ikke se mig selv i andre virksomheder. Som medarbejder er det utrolig vigtigt, at man føler, at ens arbejdsgiver har de rette værdier og værdsætter sine medarbejdere, siger Poul Erik Guldhammer Andreasen.
Fakta
Vinduespudser Gruppen A/S er en midt- og nordjysk virksomhed med speciale i vinduespudsning. Med knap 50 vinduespudsere er de regionens største udbyder af vinduespudsning. Virksomheden er en del af EVR A/S, der udfører vinduespolering og facaderens.
Læs mere her hos www.vpgruppen.dk/