Studiekoordinator Stine Jensen har i dag været på besøg hos Hirtshals Fiskeauktion. Ganske vist var der på grund af vejret ingen fisk, men de 11 DTU-studerende, hun havde med, fik alligevel en spændende rundvisning af auktionsmester Finn Møller.
– Efterfølgende havde vi en rigtig god dialog over en kop kaffe, hvor der blev drøftet alt fra EU-regler for fiskeri, de unge menneskers uddannelser, muligheder for studiejobs i nærmiljøet og meget andet. De studerende var på dagens besøg repræsenteret af studerende fra Pakistan, Danmark, Grækenland, Belgien og Kina, fortæller Stine Jensen.

DTU Hirtshals startede uddannelser i september 2023, hvor byggeriet af det nye Campus var færdigt. Uddannelserne har i dag 28 studerende fra mange dele af verden, som både bor, studerer og arbejder i og omkring Hirtshals.
– Vi glæder os til at byde flere velkommen til byen de kommende år, siger studiekoordinatoren, som fortsat oplever, at der stadig er mange, som ikke ved, at vi har universitetsstuderende i Hirtshals.
– Og det er jo synd, slutter Stine Jensen.
Fakta
DTU Hirtshals Campus ligger på Willemoesvej 2 i Hirtshals ved Nordsøen Forskerpark og Nordsøen Oceanarium.
DTU har en lang historie med akademisk forskning i fiskeri og akvakultur i Hirtshals. Her har de studerende en unik chance for at studere nær den danske fiskeri- og akvakulturindustri med adgang til spændende feltarbejde og moderne faciliteter til projekter og eksperimenterende akademisk arbejde.
DTU Hirtshals Campus ligger ved North Sea Science Park og campus omfatter to auditorier, undervisningsfaciliteter, et kemilaboratorium, test- og udstyrsfaciliteter, et klimarum med mere.