– Tålmodigheden er ved at være ret tyndslidt for os politikere i forhold til denne her sag, så vi vil have styr på det her nu.
Sådan lyder det ifølge TV2 Nord fra Søren Homann (K), som er formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune.
Det drejer sig om det omstridte pyrolyseanlæg, Stiesdal SkyClean syd for Hjørring. Det seneste halve år har Hjørring Kommune modtaget 126 klager fra borgere i området, der er generet af røg og lugt fra pyrolyseanlægget.
Onsdag modtog ejeren af anlægget, Stiesdal SkyClean, så et undersøgelsespåbud fra Hjørring Kommune. Derfor skal et eksternt firma nu undersøge, hvorfor det lugter, hvad det lugter af, hvad der er i røgen, og om der kan være en sammenhæng mellem det, der bliver udledt og med de helbredsproblemer, som flere borgere i Rakkeby og Smidstrup lider af.
– Vi skal starte med at finde ud af, om der er noget sundhedsskadeligt i det, der kommer ud af det her anlæg. Det er punkt et. Og så bliver vi også nødt til at finde ud af, hvad er det, der sker i de huse rundt omkring anlægget, siger Søren Homann.
Læs hele artiklen og se indslaget her hos TV2 Nord.