Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn har ansøgt Hjørring Kommune om tilladelse til etablering af et sandfang og gydebanker i Vangen Bæk, der er et tilløb til Uggerby Å. På gydebankerne udlægges skjulesten.
Projektbeskrivelse
På en ca. 150 m lang strækning umiddelbart opstrøms Brogårdsvej etableres 3 gydebanker af 10 meters længde hvor bækkens fysiske forhold er bedst egnede.
Hertil anvendes i alt 30 tons gydegrus. På strækningen fordeles desuden 1 ton skjulesten. Ved etableringen følges DTU-Aqua´s vejledning for etablering af gydebanker til laksefisk.
Opstrøms den øverste gydebanke etableres et sandfang med en længde på 15 m, bredde på 3 m og dybde på 1½ m. På nedstrøms side af Brogårdsvej suppleres en ca. 35 m lang eksisterende gydestrækning med 19 tons nyt gydegrus som erstatning for tidligere udlagt grus som med tiden er skyllet bort.
Sandfanget etableres for at forhindre tilsanding af gydestryget men vil desuden medvirke til at begrænse sandaflejringer længere nedstrøms i Å-systemet.
Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn vil stå for fremtidig tømning af sandfanget og bortskaffelse af det opgravede sand.
Den endelige tilladelse til realisering af projektet vil blive givet under forudsætning af accept fra de berørte bredejere.

Hjørring Kommunes vurdering
Etablering af sandfang og gydebanker forventes at føre til en højere succesrate for ørreders reproduktion i Vangen Bæk, da sandfanget vil forhindre tilsanding af de nedstrøms beliggende gydebanker.
En forbedring af vandløbets fysiske forhold ved reduktion af sandtransporten, vil også have en afledt positiv effekt for andre arter tilknyttet vandløbet, som f.eks. isfugl, vandstær og odder. Desuden vil livsbetingelserne for et varieret samfund af smådyr også blive væsentligt forbedret.
På baggrund af overstående vurdering ønsker Hjørring Kommune at imødekomme ansøgningen.
Høring
Projektet kræver tilladelse efter vandløbsloven.
I henhold til § 24 i bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2016 om vandløbsregulering og restaurering m.v., sendes dette projekt til 8 ugers gennemsyn således at interesserede har mulighed for at komme med kommentarer til det foreslåede projekt.
Eventuelle bemærkninger eller indsigelser skal skriftligt være Hjørring Kommune i hænde senest den 6. maj 2025 og kan sendes til [email protected]
Kilde: Hjørring Kommune.


