Jan Glenstrup: Nye politiske kandestøbere

Af Jan Glenstrup
Rakkeby

Det triste skift fra at høre politikeren tale fra hjertet og til at han taler som den interesseorganisation, som hans parti repræsenterer eller gerne vil identificere sig med.

Fra at fornemme et stærkt JEG bag meningerne og over til en mere refererende tone. Et stærkt eksempel fra de foregående år, hvor en markant Radikal folketingsmand og også minister skifter til Venstre og pludselig taler i brede vendinger og standardsprog – bliver tvetydig og generel – som var man landet i en af partiets båndsløjler. Som om han var gået i anden tjeneste og repræsenterede magter, som han selv kun var en anonym del af og delvis underordnet.

I et program om problemerne omkring de gigantiske klimaanlæg på landet – solceller, vindmøller og biogas – nærmede han sig ikke problemet med alle de mennesker, som bor derude og som bliver ramt. Han talte entreprenørernes sag og klimakapitalens, og folk i landsbyer og i det åbne land skulle blot have en stor erstatning, for de tab, de havde lidt. Han strejfede ikke de kvaliteter, bosætningsmæssigt og miljømæssigt og rekreativt, som gik tabt, -det var som om at alt kunne kompenseres med penge. Tab af solnedgange, stilhed, grøn udsigt, børnevenlighed og frisk luft kunne alt sammen prissættes til en passende erstatningssum.

Men det var skiftet i folketingsmandens holdninger og menneskesyn, som slog mig. Fra engagement i og udgangspunkt i menneskers liv og velfærd til nu at køre afsted med de overordnede fraser og generelle udsagn om klimaproblemerne, og slet ikke længere strejfe de mennesker, der nu må bøje af og flytte eller finde sig i. -De kan jo tælle deres erstatningskroner, og så må det vel være nok!

Det politiske skift fra at en vælger stemmer personligt på et menneske, som han tror på og kan føle sig repræsenteret af, og så til en virkelighed efter valget, hvor den enkelte politiker så synes opslugt af sin gruppe og – vigtigst – synes at indordne sig under de interesseorganisationer, som står bag – økonomisk og magtmæssigt – og som vil se deres sag fremmet. Ofte – synes jeg – kan man slet ikke genkende sin politikker et par måneder efter valget, fordi ”nødvendighedens politik” og højere hensyn og taktisk spil og magtkampe har taget over.

Det bliver så halvstille og forudsigeligt, og man hører et trist ekko af Bæredygtigt Landbrug og Fagforeninger og partihåndbøger og strategi, som resulterer i strategi og glat sprog og dans på stedet.

Det får mig til at tænke på, hvordan Holberg – i sin komedie om DEN POLITISKE KANDESTØBER – skildrer sådan et lokalstyre, og hvordan han løser ligegyldigheden og det tandløse spin, -eller rettere lader et bystyre ende i afmagt og meningsløshed.

Stykket er skrevet i 1722, hvor Holberg lader repræsentanterne for de forskellige håndværkerlav mødes, i utilfredshed over, at ingen af lavene (fagforeningerne)  – guldsmede, skræddere, kandestøbere etc – føler sig tilstrækkeligt repræsenterede af Byrådet – og de foreslår, at hvert lav fremover skal have borgmesterposten i en måned, hvori han så kunne fremme sit lavs interesser. Men ikke længere end en måned, for at intet lav skulle florere mere end et andet. Indretter vi regeringen sådan, kunne vi kalde os et frit folk, udtaler Kandestøbernes formand.

Forslaget sættes i værk – af Byrådet – og Holberg lader det ende i magtudøvelse og afmagt og uduelighed.

Men i dag – 300 år senere – er der måske en pointe! Blot sidder repræsentanterne for partier og fagforeninger og organisationer jo ikke kun en måned, men i mindst 4 år, og kommer måske til at ”florere” mere end godt er, og i hvert fald lade en del borgere være uden repræsentation og del i Byrådets magtudøvelse. Det vidner den offentlige debat jo tydeligt om.

Med afstemningen i Byrådet, hvor en Biogas- og Pyrolyseudvidelse blev stoppet af et tværgående og individuelt og selvstændig tænkende flertal i Byrådet, som undtagelsen, så synes magtstrukturen  og mønstrene at være vendt tilbage, hvor man repræsenterer sit ”lav”, og kører videre i det gamle spor, og styret af de gamle motiver og partidisciplinen.

Med fare for, at det kunne ende som i Holbergs komedie, så kunne man måske ønske sig at borgmesteren blev skiftet ud hver måned, så magten ikke kunne nå at stige nogen som helst til hovedet.

Men en ordning med mere fremtid i kunne vel også tænkes? Hvis meningen med en kommunes fælles og folkevalgte styrelse er at varetage alle borgeres interesser, og hæve sig op over bihensigter og magttanker og  særinteresser, så kunne man beslutte, at mindst 12 af de valgte skulle repræsentere et almen-hensyn og have livslang baggrund i et virke, som havde alle menneskers tarv som sigte, -og hverken skulle tilgodese kandestøbere eller guldsmede eller skræddere.

12 faste pladser – apostle for det fællesmenneskelige – med nogenlunde rene hænder og samvittighed på fællesskabets vegne. Jeg har et udspil på en liste, -men andre apostle kan tænkes i almenvellets fælles sag:

En læge, en filosof, en historiker, en teolog, en god forfatter, en højskolemand, en erfaren spejderleder, en dommer, en læge, en ældre plejehjemsleder, en chefredaktør, en skovrider, en pensioneret kommunaldirektør…

Det blev vistnok til 14 – og flere kan tænkes til de 12 pladser – men de ville alle, med deres livserfaring, kunne forankre det politiske liv i noget, vi alle vil kunne nikke genkendende til.

God påske!