Af Steen Ole Hedelund Jørgensen
Hedelundgård, Morild, 9830 Tårs
Politisk leder af borgerlisten ”Vision Hjørring 2050 – Demokratisk Forum”
Tidligere formand for Socialdemokratiet i Østjylland, medlem af
Socialdemokratiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg
(Dette er en gengivelse af min 1. maj-tale i dag. Talen er inspireret af essayet ”Arbejderbevægelsens eftermæle” dateret 1. maj 2018. Det er med i essaysamlingen ”Demokratisk diagnose og kur”, der blev udgivet i 2019.)
At udbrede demokratiet overalt, hvor mennesker mødes er det bedste svar, vi kan give, når demokratiet angribes udefra og indefra. Vores demokratiske sindelag, som har udviklet sig over flere århundreder, er både som ide og i praksis vores styrke.
Demokratiet er direkte i basis, i familien. Demokratiet er repræsentativt i organiseringen af det danske samfund og i overvejende grad i civilsamfundet. Det er interessant, at jo tættere på det enkelte menneske, demokratiet kommer, desto mere direkte bliver det. Det er et godt udgangspunkt for at udbrede demokratiet overalt, hvor det er muligt.
Mangel på historisk indsigt truer demokratiet og skaber frygt
Det forekommer mig, at de fleste anser demokratiet for at være statisk og usårligt.
Yngre generationer tænker ikke på, hvor lang og hvor hård kampen for demokrati historisk har været. Denne åbenlyse mangel på historisk bevidsthed om demokratiets historie har ældre generationer ansvaret for, fordi undervisningen i historie og samfundsforståelse i Folkeskolen er blevet nedprioriteret.
Manglen på historisk bevidsthed kan true demokratiet, fordi angreb på demokratiet udefra og indefra kan udlægges som noget, andre tager sig af.
Det individuelle ansvar for demokratiet bliver udhulet i en tid, hvor de store ideologiske fortællinger og de store politiske fællesskaber er døde. Det individualiserede forbrugssamfund har taget over.
Det forekommer mig også, at frygten for de fremmede, det multikulturelle og forandring generelt også næres af samme mangel på historisk indsigt. Frygten er blevet politisk legitim og forhindrer udviklingen af nye politiske visioner.
Den digitale mur forstærker egoismen
Mange gemmer sig bag en digital mur på sociale medier, der forstærker egoismen, afpolitiseringen og afideologiseringen. De sociale medier har bidraget til at anonymisere det individuelle ansvar, alle samfundsborgere har for at holde demokratiet i live og udvikle det.
Staten anonymiserer også ansvaret i det repræsentative politiske proces og lader et ugennemsigtigt bureaukrati og en umenneskeliggjort digital administration fjerne den demokratiske puls.
Den demokratiske samtale er blevet afløst af klik på en computer.
Paradokset
Det er et stort paradoks., at udviklingen i Danmark af folkestyre og demokrati siden 1849 er endt i en demokratisk krise med vigende sammenhængskraft.
Den historiske proces i arbejderbevægelsen som en stærk drivende kraft i det danske samfund slog omkring år 1900 igennem med store ideer om den demokratiske socialisme, men endte med en ideløshed i forbrugersamfundet.
Arbejderbevægelsens historiske ansvar er, at visionerne døde, da velfærd blev ideologi. Den bygning, bevægelsen historisk rejste, bryder socialdemokraterne i dag ned sten for sten. Humanismen og solidariteten med de svageste, der søger fællesskabets hjælp, er forsvundet. Det er endt i bureaukrati, klientgørelse og tingsliggørelse af borgerne.
Prisen er også høj nu, hvor demokratiets krise kun kan modvirkes ved konsekvent at angribe den politiske ideløshed med nye visioner, der kan overskygge den administration af velfærdet, som i dag kendetegner det danske samfund.
Det gik godt for den socialdemokratiske arbejderbevægelse i arbejdet med at udvikle det politiske demokrati, men demokrati er meget mere end det politiske. Det er både konkret praksis og en langt større vision, der ikke skal gemmes væk bag lukkede døre, men udvikles decentralt i fuld åbenhed:
–Det kulturelle demokrati er endt som en forbrugsorienteret æstetisering og almengørelse uden indhold, der dannelsesmæssigt interagerer med andre demokratiske forhold.
-Det sociale demokrati er i dag klemt af en repressiv, centralistisk og kontrollerende adfærd fra de bærende politiske og faglige kræfter i det danske samfund. De svageste i samfund opfattes af magthaverne som en modellerbar masse. De mærker pisken, når politikerne vedtager skattelettelser til de rigeste og finansierer dem ved at skære ned på den offentlige hjælp til de svageste. Dermed ryger den sociale tryghed og borgernes tillid til systemet. Dermed ryger kontrakten mellem borgerne og staten, som har drevet udviklingen af velfærdsstaten. Velfærd ender i en illusion om social tryghed, og den politiske tillid udhules til skade for demokratiet.
-Økonomisk demokrati med politisk potentiale til grundlæggende at udvikle en anden samfundskurs end kapitalismen døde som ide og vision i arbejderbevægelsen sidst i 1970-erne. Siden har ingen talt om visioner. Kun om nedskæringer og administration. Værdidebatten er stoppet i arbejderbevægelsen og overladt til de politiske yderfløje.
Ikke noget at sige til at yngre generationer uden historisk bevidsthed er lette ofre for ideløsheden og henlades til nuet og forbruget. Det kan ændres, hvis vi vil og tør.
Der er nok at tage fat på, især hvis vi vover det næste store skridt, som naturligt må være at understøtte frisætningen af det enkelte menneske gennem en udvikling af mere direkte demokratiet og mere nærdemokrati dér, hvor mennesker mødes, taler sammen og finder løsninger uden stive formelle regler. Det vil øge den personlige frihedd og det personlige ansvar i et frit samfund. Det vil øge frisætningen af det enkelte menneske fra nutidens mange formynderiske magtstrukturer.
Det er svaret, når demokratiet angribes udefra og indefra. Og det er det svar, jeg som politisk leder af borgerlisten ”Vision Hjørring 2050 – Demokratisk Forum” forfølger.
God 1. maj!
