Igennem hele mit liv har der været et spørgsmål der kom igen og igen hvert år til første maj, journalisterne spøger altid nogen fra fagbevægelsen:
Har I stadig noget at kæmpe for?
Hvis man kigger på vores samfund i dag, så ser det jo umiddelbart meget godt ud.
Vi har høje lønninger. Vi har gode pensionsordninger. Arbejdsløsheden er rekordlav.
Den klassiske arbejder er ikke længere en tandløs, fattig mand der skal arbejde 12 timer om dagen under dårlige vilkår.
I dag er det faglærte og ufaglærte, vi taler om, når vi siger “arbejder”.
Vi har i dag – rettigheder og muligheder. Fra overenskomsterne har vi pension, løn under barsel, løn under sygdom, overtidsbetaling, fritvalgsordninger og meget mere.
Fra velfærdssamfundet har vi, sundhedsvæsenet med gratis lægebesøg, gratis hospitalsindlæggelse, gode behandlingsmuligheder, gode folkeskoler, gratis tandlæge for børn og unge, og vores børn har mulighed for at tage den uddannelse, de ønsker.
Som industriarbejder eller håndværker kan man bo godt, rejse på ferie i sydens sol, købe et sommerhus, en ny bil og have råd til at give sine børn masser af oplevelser.
Det er noget, man ikke kunne før i tiden, men vi har også vænnet os til det, og mange tager det for givet.
Men vi skal ikke bilde os selv ind, at vi er i mål og vi nu bare kan læne os tilbage, og nyde de goder, som generationer før os har kæmpet sig til.
Den danske model er stærk – det så vi ved de seneste overenskomstforhandlinger, hvor rekordmange af fagbevægelsens medlemmer stemte ja. 82,5 %
Men den danske model er også under pres – måske mere end nogensinde før.
Faren lurer lige rundt om hjørnet. Flere og flere vælger at melde sig ud af fællesskabet.
Nogle står helt udenfor, andre vælger de gule.
Men konsekvensen er den samme: Vi mister styrke.
Vi risikerer at miste retten til at forhandle.
Alt det, vi har bygget op, kan smuldre.
Alle de førnævnte goder kan fjernes og rulles tilbage.
Hvis du ikke tror på, at goder kan fjernes eller rulles tilbage, så tag og kig til England, kig til Tyskland eller se på, hvad der lige nu sker i Trumps USA.
Kim Graugaard fra Dansk Industri sagde det for nylig i et interview i Politiken, hvor han ser tilbage på sine 30 år i DI.
Han taler om, hvor meget vi, arbejdsgiverforeningen og fægbevægelsen, har opnået, og hvor vigtigt det er, at vi kan forhandle sammen.
Han siger også, at det dalende medlemstal i fagbevægelsen er den største udfordring, vi står overfor.
For arbejdsgiverne vil faktisk gerne have en stærk fagbevægelse at forhandle med.
“Forudsætningen for, at vi kan lave overenskomster, er, at vi har faglige organisationer med en vis repræsentation at forhandle med – ellers kan vi ikke lave overenskomster.”
Det er for mig et vink med en vognstang, når en topforhandler i arbejdsgiverforeningen siger sådan.
Hvis vi mister retten til at forhandle overenskomsten. Vil alternativet for arbejdsgiverforeningerne være at de forhandler med regeringen.
Og så er vi på vej mod en model som vi ser Sydeuropa, hvor arbejdstagerne ikke længere sidder med ved bordet.
Forestil jer, at arbejdsgiverne i stedet for at forhandle løn med os i fagbevægelsen, skulle forhandle vores løn- og arbejdsvilkår med højrefløjspartier som Liberal Alliance, der for nyligt har foreslået at halvere dagpengeperioden – Det er helt skævt
EU’s mindsteløn vil også lægge et enormt pres på den danske model, den er godt nok sendt til hjørne for nu – men den spøger stadig.
Vi mærker allerede konsekvenserne af det frie arbejdsmarked i EU, hvor arbejdskraft flytter frit mellem landene.
Nu taler man om at udvide EU med lande som Moldova, hvor lønnen ligger på 20 kroner i timen.
Hvis den arbejdskraft kommer ind på vores arbejdsmarked, vil de jo sige ja til for eksempel 50 kroner i timen – for dem er det en mere end en fordobling.
Men for os er det løndumping, dette vil virkelig presse vores arbejdsmarked og den danske model.
Forstå mig ret – jeg har ikke noget imod hverken udvidelse af EU eller udenlandsk arbejdskraft, men det skal være på ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
Og det er ikke bare teori.
Vi har set det ske. Dokumentarer som Den sorte svane og På statens regning, viser med al tydelighed, hvordan mafia-lignende firmaer organiserer udenlandsk arbejdskraft og udnytter vores system.
De dumper lønnen. De bryder reglerne.
Og de presser os, der kæmper for ordentlige løn- og arbejdsforhold og de presser den danske model.
Vi skal løbe hurtigere, yde mere, være mere effektive.
Jeg har selv mærket det.
På slagteriet og senere i arbejdet som kranfører. I begge virksomheder blev vi hele tiden presset med argumentet om, at vi skulle være konkurrencedygtige.
Tempoet blev skruet op. Vi skulle løbe stærkere.
Og hver gang der bare var den mindste antydning af nedgang i samfundet, i produktionen eller byggeriet, så blev det brugt som argument for, at vi måtte gå ned i løn – eller acceptere at få rullet rettigheder tilbage.
Men samtidig kunne virksomhederne hvert år fremlægge gode resultater og store overskud.
Også Arbejdsmiljøet er et område, hvor vi bliver presset igen og igen.
Tempoet stiger. Opgaverne skal løses hurtigere. Det handler om profit.
Men det sker ofte på bekostning af sikkerheden.
Folk bliver presset ud i opgaver, der ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarlige.
Vi ser det i byggeriet, vi ser det i industrien, og vi ser det i landbruget.
Alt for mange står op og tager på arbejde – men kommer aldrig hjem igen til deres familier.
Senest, lige før påske sket det igen, en ung mand på blot 20 år mistede livet i en arbejdsulykke på et jernstøberi.
Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi i dagens Danmark ikke kan være sikre på, at når vi sender far, mor eller vores unge mennesker på arbejde – så kommer de også hjem igen.
Derfor skal vi lægge maksimalt pres på regeringen.
De skal ikke spare på vores sikkerheden.
Arbejdstilsynet skal styrkes. Vi har brug for flere kontrolbesøg. Vi har brug for bedre håndhævelse af reglerne. Ellers bliver det den vilde vesten. Det er arbejdsmiljøet simpelthen alt for vigtigt til.
I sidste uge førstebehandlede Folketinget et forslag, der lader pensionsalderen stige til 70 år fra 2040. Der er stor forskel på, hvor længe vi lever, og hvor mange år vi får på pension.
Dem med penge på kistebunden, dem med lange uddannelser – som har haft lukrative pensionsopsparinger, har haft mulighed for at investere i aktier og lignede, kan selv pensionere sig, når det passer dem.
Men os andre? Os, der har arbejdet fysisk siden vi var 17 år, nogen endnu tidligere?
Os, der har stået på fabrikken, kravlet på stilladserne – vi skal nu arbejde, til vi er over 70!
Det hænger ikke sammen.! Det er ikke retfærdigt!
Vi hører igen og igen, at arbejdsgivere og politikere taler om at sænke minimumsgrænsen i beløbsordningen – altså det lønkrav, der stilles til virksomheder, der vil ansætte arbejdskraft, fra lande, uden for EU.
De begrunder det med, at de mangler arbejdskraft. Men der er masser af ledige hænder inden for EU’s egne grænser.
Og herhjemme? Her kunne de jo starte med at oprette nogle lærepladser!
På læreplads.dk er der lige nu over 20.000 unge mennesker, der søger en læreplads.
De står klar – de vil gerne i gang. Så i stedet for at importere billig arbejdskraft, burde vi investere i de unge, vi allerede har.
De er fremtiden – og de skal have en chance.
På trods af at flere Politikere konstant prøver at presse den danske model og faglærtes og ufaglærtes rettigheder, så ser vi stadig hvordan flere og flere arbejderstemmer nu går til partier som Liberal Alliance.
Hvorfor?
Fordi de lover skattelettelser, billigere biler og siger: du kan godt selv!
Det lyder jo godt.
Men prisen bliver betalt i velfærden. Skoler, ældrepleje, sundhed – alt det, der gør Danmark stærkt – det bliver skåret væk.
Og for hvem?
For at folk, der i forvejen har mest, kan sætte flere penge ind på kontoen.
For dem er det jo lige meget – de har råd til det hele selv.
Den ultraliberal samfundsmodel, den har de prøvet i USA, den har gjort de rige rigere og de fattige fattigere og det er ikke der vi vil hen.
Og når vi nu ser mod USA, her vinder Donald Trump arbejderstemmer, fordi han lover billigere priser i supermarked og flere jobs til arbejderne.
Og tag for eksempel Frankrig, her står Marine Le Pen – født med en guldske i munden – og taler arbejdernes sag.
Men hun er ikke arbejdernes stemme!
Hun bruger bare arbejdernes vrede som affyringsrampe for sin egen dagsorden.
Det ser vi desværre flere og flere steder i Europa, at arbejdernes frustration over eliten – bliver brugt af personer fra samme elite til at fremme deres egene interesser og ikke på bedre forhold for arbejderne.
At Trump ikke tænker på sine vælgeres ve og vel, stor vel snart lysende klart for de fleste!
Så svaret til journalisterne er i starten:
- Vi har stadig meget at kæmpe for!
For sandheden er:
Det her samfund er bygget på fællesskab.
På fagforeninger.
På solidaritet.
På ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
Det er ikke kommet af sig selv. Det er kommet, fordi nogen har kæmpet for det.
Og hvis vi ikke fortsætter med at kæmpe, er det kun et spørgsmål og tid inden vores hårdt, tilkæmpet rettigheder bliver rullet tilbage – bid for bid!
Vi skal organisere os. Vi skal stå sammen. Vi skal kæmpe for at beskytte alt det vi har opnået –det vil være ubærligt at miste det!
og når der er valg, skal vi stemme på dem der vil kæmpe for vores rettigheder –
Så gå ud og tal fagbevægelsen op. Tal med dine kolleger, dine venner, dine børn – og få dem med ind i fællesskabet. For kun når vi står sammen, kan vi flytte noget.
God kampdag!
