Kritikken af det lokalpolitiske initiativ til og engagement i alsangen til markeringen af 80 året for befrielsen var og er måske ikke forstummet, men søndag aften var den i hvert fald ikke til at høre eller mærke, da der var tæt pakket af deltagende borgere foran Rådhuset på Springvandspladsen i Hjørring.
Det blev nemlig som annonceret og nøje planlagt en bogstavelig talt historisk aften med fællessang, kor fra hele kommunen, lys og lyst til samvær i flere henseender i hjertet af Hjørring. Her var sange, der selvfølgelig spændte fra historiske klassikere til nutidige favoritter, samt flere taler og en smuk lysinstallation på facaden af Rådhuset.
– Fantastisk, hvad Leif Lund Jakobsen og hans folk er lykkedes med at arrangere. Fra hjertet en helt særlig tanke til Thomas Klimek for den fantastiske idé, han havde båret med sig, lyder vurderingen og skudsmålet fra byrådsmedlem Chelina Bagger, som får tilslutning fra byrådskollegaen Gry Bruun Nielsen.
– En aften med eftertænksomhed, håb, fællesskab og mest af alt en masse sang. Dette krydret med et blik 80 år tilbage i tiden og samtidig fuld fokus på fremtiden. Fordi selvom vi står i en ny verdensorden og fremtiden til tider ser lidt dyster ud, så skal vi holde fast i håbet og se på det lyse i fremtiden, noterer Gry Bruun Nielsen.
Der blev som allerede antydet sunget mange smukke og rørende sange, blandt mange andre Kaj Munks Blå anemone, Albertes Lyse nætter og naturligvis En lærke letted.
Arrangementet fik da også flere gange velfortjent opmærksomhed fra DR og TV2, som i fællesskab dækkede og samsendte fra mindehøjtideligheder i Mindelunden, men tillige med klip fra flere andre steder i Danmark.
Mindehøjtideligheden i Ryvangen havde i øvrigt beundringsværdig deltagelse af den lokale modstandsmand Knud Christensen fra Hirtshals. Han fyldte den 3. april 100 år.
Foto: Elling.
Link til relaterede artikler
Højtidelig og særdeles smuk markering af 80 året for Befrielsen i Hirtshals


