Som noget nyt udbyder Nordsøen Fri Fagskole i 2025 hele tre ugelange vandrekurser.
Det første finder sted i dagene 18. til den 24. maj og deltagerne får her, som ekstra krydderi, mulighed for at komme helt tæt på Naturmødet.
– Det har vist sig, at sammensætningen med vandrekursus og Naturmødet er en god kombination idet over 40 personer nu er tilmeldt, fortæller kursusleder Lars Hansen, som i disse uger har travlt med forberedelserne.
– Udover nogle smukke og spændende vandreture ved blandt andet Råbjerg Mile, Tversted Søerne og Rubjerg Knude skal deltagerne selvfølgelig også have smagsprøver på hvad Hirtshals-området i øvrigt har at byde på. Der er booket rundvisning ved Bunkermuseet, besøg på Nordsøen Oceanarium, bjesksmagning ved Hirtshals Museum og ja, en enkelt morgen skal deltagerne lidt tidligt op for at opleve en fiskeauktion ”live”. Udover disse temaer er der lagt op til nogle uger med masser af fællesskab, motion og læring, uddyber Lars Hansen.
Det næste kursus finder sted i uge 25 og dette henvender sig til personer, som gerne vil i gang med at vandre. I uge 28 afholdes et kursus for mere øvede vandrere og hvor de daglige vandreture er noget længere.
– Vi forventer fuldt hold på alle tre kurser og vi kan se, at deltagerne kommer fra hele landet. Vi glæder os til at tage imod de mange vandregæster og til at vise vores vidunderlige og lidt barske egn frem, slutter Lars Hansen.


