De mange lokale kor og solister fik sig en bogstaveligt talt stor oplevelse, da de søndag aften til Alsang2025 stod på scenen foran et meget stort publikum på Springvandspladsen.
Præcist hvor mange der mødte frem Alsang2025 er svært at sige nøjagtigt, men Vendsyssel Historiske Museum anslår i et opslag på Facebook, at op mod 2500 mennesker samledes, da der var flest.

NordsøPosten har spurgt 2. viceborgmester, Thomas Klimek (A), om den store interesse for alsang betyder, at succesen gentages i 2026?
– Ja, det tror jeg, at der er god mulighed for. Nu skal støvet lige lægge sig, men tilslutningen og opbakningen fra såvel kor, solister og ikke mindst et tusindtalligt publikum, viste at folk rigtig gerne vil både bidrage, deltage og møde op til alsang eller noget lignende, hvor vores mange kor viser, hvor dygtige og engagerede, de er, konstaterer Klimek (A).

Nyt format
Årets alsang var også særlig, da rammen var 80-året for Danmarks befrielse den 4. maj 1945. Det betyder også, at et muligt Alsang2026 vil have et andet format, påpeger Thomas Klimek (A).
– Nu skal vi evaluere på Alsang2025, som også var en investering i, hvordan vi kan lave nogle rammer og formater, som måske kan blive tradition her lokalt. Et Alsang2026 kunne eventuelt placeres tættere på sommeren og måske i en park som Christiansgave, så man kunne medbringe tæpper, mad og hygge sig, mens man lytter til lokale kor og solister, men det er alt sammen noget, som vi skal kigge ind i og arbejde videre med, slutter Thomas Klimek (A).
Foto: Privat.

