Af Peder Nickelsen og Daniel Overgaard Pedersen
Stiesdal SkyClean og Agri Energy Vrå
Fredag den 9. maj slog vi dørene op til åbent hus på energianlægget i Vrå. Det blev en eftermiddag med mange fremmødte og god stemning på pladsen mellem biogasanlæg og pyrolyseanlæg.
Vi kender ikke det præcise besøgstal, men LandboUngdom (og stort tak til dem) havde i hvert fald travlt. De fik serveret 570 grillpølser og cirka 300 sodavand og øl, så vi nærmer os nok de 300 gæster.

Vi havde tilrettelagt dagen, så man kunne gå rundt på hele anlægget og besøge ni infostationer, hvor medarbejdere fortalte om alt fra biomasse og gasproduktion til pyrolyse og biokul. Spørgelysten var stor, og det blev til mange gode samtaler undervejs.

Midtvejs samledes alle under egetræet på pladsen, hvor vi holdt korte oplæg med mulighed for spørgsmål. Mange af spørgsmålene handlede naturligt nok om Agri Energys netop offentliggjorte ansøgning om en forhøjelse af den tilladte biomassetonnage. Ansøgningen hænger sammen med, at anlægget er blevet omklassificeret til en kolonne 3-virksomhed og derfor fremover får Miljøstyrelsen som tilsynsmyndighed.

Daniel Overgaard Pedersen bekræftede ansøgningen og forklarede, at gasproduktionen ikke forventes at stige, og at ansøgningen til Hjørring Kommune om at udvide anlægget fortsat er i bero.

Den øgede tonnage handler først og fremmest om at få større fleksibilitet i valget af biomasser – blandt andet med et øget fokus på lokal, våd biomasse, som typisk vejer mere. Han anerkendte samtidig, at øget trafik i perioder kan blive en konsekvens, og det blev diskuteret åbent med naboerne.


Blandt deltagerne var også kritikere af pyrolyseanlægget, og vi satte stor pris på, at de valgte at møde op og tage dialogen i øjenhøjde. Det blev til flere gode samtaler – og det oplever vi som et vigtigt skridt i retning af mere åbenhed og bedre forståelse.

Vi ved godt, at vores anlæg – især pyrolysedelen – har givet anledning til debat og bekymringer. Derfor betyder det ekstra meget, at så mange valgte at bruge en fredag eftermiddag på at møde os, se anlægget og stille deres spørgsmål.
Tak til alle, der kiggede forbi – og man fristes til at sige på gensyn, for det var et arrangement, der godt kan tåle en gentagelse.
Foto: Agri Energy Vrå.


