Den kristne tro handler om mennesker i alle livssammenhænge, herunder menneskers forhold til naturen:
vores ansvar for, afhængighed af og forbundethed med naturen.
Siden Naturmødet blev afholdt for første gang i 2016 har Folkekirken derfor været repræsenteret på mødet, og siden 2017 har den nationale institution haft sin helt egen stand i Hirtshals.
Også ved dette års Naturmøde er Folkekirken repræsentere i stand nr. 56. Folkekirken står i den forbindelse bag en række interessante og informative aktiviteter. Allerede torsdag aften kl. 20.30 er der ”Syng solen ned” ved Hirtshals Fyr. Arrangementet gentages fredag aften.

Folkekirkens Skoletjeneste tilbyder fredag formiddag en række aktiviteter for de mange skoleklasser, der besøger Naturmødet denne dag. Her vil blandt andet være leg, spil og mulighed for at dekorere en nøglering. Fredag eftermiddag indbydes til paneldebat i teltet. Overskriften for debatten er: Kirken for klimaet? Her debatteres spørgsmål
- ”Hvilken rolle spiller kirken i klimadebatten?”
- ”Skal kirken bære håbets eller frygtens fane?”
- ”Kan kirken hjælpe os til at gå en usikker fremtid i møde, og er der en udløbsdato på klima- og kriseretorikken?”
Senere fredag eftermiddag tilbyder Hirtshals Kirke ”Drop In Dåb” for alle, der ikke er døbt, men som ønsker at blive det. Lørdag formiddag inviteres alle til fælles morgensang i teltet. Organist, og komponist Jens Nielsen fra Hjørring synger med de fremmødte nogle sange fra højskolesangbogen.
Ud over de nævnte arrangementer er der altid mulighed for at få en snak med en af de frivillige i teltet, eller med en af præsterne. Organisationen Grøn Kirke vil også være tilstede i teltet, når der er åbent.
Læs mere og find hele programmet her hos Naturmødet 2025.
Foto: Hirtshals Sogn.


