Retten i Hjørring oplever, at der for tiden er mange, der opretter fremtidsfuldmagter.
Notarens opgave er nemlig at sikre gyldig oprettelse af fremtidsfuldmagten, hvor du giver en anden person lov til at repræsentere dig, hvis du engang i fremtiden ikke selv har evne til det. Notaren skal samtidig sikre, at du er ved dine fulde fem ved oprettelsen og at du selv har skrevet fremtidsfuldmagten.
Selve fremtidsfuldmagten skal oprettes og underskrives med MitID på Tinglysningsrettens selvbetjeningsside, inden du kommer til notaren.
Notaren kan også bekræfte underskrift af testamente eller andre dokumenter. Testamente eller dokument skal medbringes og underskrives fysisk ved notaren.
Ikke kun muligt, mens du er på arbejde
Skal du have underskrevet et testamente, en fremtidsfuldmagt eller noget helt tredje ved notaren?
Så har du ekstraordinært mulighed for at møde op uden tidsbestilling tirsdag den 20. maj kl. 15-19 hos Retten i Hjørring.
Du skal blot huske at medbringe officiel billedlegitimation med CPR-nummer – fx pas eller kørekort. Skal du oprette testamente, skal testamentet medbringes i to eksemplarer.
Passer det dig ikke den 20. maj 2025, er der heldigvis mange andre tider at vælge imellem.
For tiden er det muligt at få en tid hos notaren i Hjørring inden for én uge. Du kan booke en tid her: www.domstol.dk/hjoerring/notarbooking/
Notaren hos Retten i Hjørring er kort fortalt klar til dit besøg.


