Af Thomas Klimek
Folketingskandidat (S)
Nordjyllands Storkreds
For nylig havde jeg en god samtale med adm. direktør Anders Nielsen, Erik Lytzen a/s.
Emnet var nyheden om, at Anders Nielsen og Lytzen har valgt at tage chancen og nu etablerer en afdeling i Nuuk, Grønland.
Det er et forfriskende og inspirerende eksempel på en nordjysk virksomhed, som tør satse på det store uudnyttede potentiale, som findes i det nordatlantiske område.
I Nordjylland er vi ikke kun porten til Nordatlanten. Vi er det helt afgørende led i Europakorridoren mellem kontinental-Europa og ja, nordatlantiske destinationer som Færøerne, Norge, Island, Skotland og Grønland.
Lad os være ærlige; vi har ikke været flittige og dygtige nok. Uanset om det handler om erhverv, turisme, skole/uddannelse eller kultursamarbejde, så kan vi gøre det bedre på Nordjyllands vegne.
Det kræver så at sige god gammeldaws, kold kanvas, som i ethvert opsøgende salg.
Vi skal ud at banke på dørene i Torshavn, Reykjavik, Edinburgh, Kristiansand, Nuuk og andre steder, hvor de skal tænke Nordjylland som en naturlig og oplagt partner.
Det kræver benarbejde. Både politisk og civilt.
Men alt starter med at skabe relationer og kontakter i Nordatlanten. Potentialet er meget meget stort for nordjyderne.
Lad os ikke spilde mere tid. Lad os komme i gang!
Link til relateret artikel


