Hvordan erkender vi verden – og hvordan former materialet fortællingen om vores liv og eksistens?
I sommerens store udstilling WILD + VOICES sætter Kunstbygningen i Vrå fokus på både materialets potentiale og kunstens evne til at afdække og gentænke vores forståelse af det, der er.
Seks stærke kunstneriske stemmer – på tværs af generationer og traditioner – mødes i to sanselige og intense udstillinger som på forskelligvis undersøger materialitet, energi og fortælling. Både fortællinger og materialer er mulige udgangspunkter for kunstnerisk skaben. Begge dele gør sig gældende i WILD + VOICES som inviterer publikum til nye måder at se, mærke og forstå verden på.
WILD
Tre kunstnere mødes i dette format: Claus Ørntoft, Helga Exner og Kirsten Klein, som alle arbejder i klassiske og sanseligt dybe formater – fra skulptur og fotografi til materialestudier i sten, ler, gips og metal. Deres praksisser forankres i observation og natur, og de formår alle at indfange en essens af vildskab, ro og fordybelse. Som medlemmer af Vrå Udstillingen står de som stærke repræsentanter for en tidløs tilgang til kunstnerisk formgivning.

VOICES
Samtidig mødes Julie Pete, Maria Koshenkova og Anne Torpe i udstillingen VOICES hvor de på forskellige vis skubber til grænserne for, hvad både kunsthåndværk og billedkunst kan være. Deres værker tematiserer kroppe, identitet, rum og mening i en verden i konstant forandring. Med legende, følelsesfulde og sansemættede greb skaber de nye måder at opleve materialet og os selv på. De er alle pionerer i krydsfeltet mellem formgivning og billedkunst og udfordrer vores opfattelse af kunstens rolle og muligheder.

På tværs af generationer og medier opstår der i WILD+ VOICES en særlig resonans – en gensidig udveksling og opløsning af grænser mellem kunsthåndværk og billedkunst. Udstillingen vidner om en vital og modig samtidskunstscene, hvor hierarkier opløses og hvor materialet får lov at tale sit eget sprog.
INDVIELSE AF UDSMYKNING AF VRÅ HØJSKOLES FOREDRAGSSAL: “Close Quarters, Faraway Views” af Anne Torpe.
Anne Torpe har gennem vinteren arbejdet på en udsmykning specifikt skabt til Vrå Højskoles foredragssal. Med sine både fortællende, mystiske og dekorative værker er hun en særdeles velvalgt kunstner til at tale visuelt til de især yngre højskoleelever som kan dykke ned i hendes motiver som ofte relaterer sig til hverdagsliv, identitet og hjemlighed, samt symbolsk og abstrakt taler ind i det eksistentielle. Titlen på værket er: “Close Quarters, Faraway Views”.

Fakta
Udstillingen WILD + VOICES er støttet af følgende fonde: Knud Højgaards Fond, Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel og Grosserer L F Foghts Fond.
Udsmykningen er støttet af følgende fonde: Hjørring Kommunes Kunstudvalg og Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel.
Udstillingsperiode: 1.juni – 20. juli 2025
Fernisering: 31. maj kl 14
Program:
Åbningstale af Thomas Klimek, 2. Viceborgmenster i Hjørring Kommune samt folketingskandidat.
Introduktion til udstillingen ved Signe Højmark, leder af Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.
Musiske indslag af: Vrå Højskoles elevband.
Åbning af Anne Torpes nye udsmykning i Vrå Højskoles foredragssal kl. ca. 15.
Gæsterne nyder et glas vin og snack i Kunstbygningen og canapeer i højskoles foredragssal.


