Fjord Line har som bekendt under coronakrisen opretholdt en ekstraordinær rute dedikeret til fragt mellem Hirtshals Havn og Kristiansand.
Fjord Line oplyser dog nu til magasinet Søfart, at rederiet den 30. april genoptager ruten fra Hirtshals Havn til Risavika og Bergen. Foreløbig imidlertid kun som fragtrute, indtil de danske og norske rejserestriktioner muliggør, at der igen kan sejles med passagerer i større omfang.
Sæsonruten med hurtigfærge mellem Hirtshals og Kristiansand, hvortil Fjord Line for nylig har taget imod nybygningen Fjord FSTR, forventes igangsat den 1. juni, oplyser rederiet endvidere til Søfart.
Color Line har også under store dele af pandemien opretholdt sine to ruter mellem Norge og Hirtshals. Siden efteråret sidste år dog ligeledes fortrinsvis til fragt.
Færøske Smyril Line, som fra Hirtshals står for den eneste passagerfærgeforbindelse mellem Færøerne og Island og kontinentet, har under pandemien været ramt af held i uheld, som det formuleres af Søfart.
Rederiet havde nemlig forud for pandemien planlagt en omfattende ombygning og opgradering i perioden december til marts af den nordatlantiske færge Norröna.
I den periode blev ruten i stedet betjent af et indchartret fragtskib, der opretholdt paciteten, men i realiteten umuliggjorde persontransport.
Kilde: Søfart.