Af Kristian Bøgsted

MF og fiskeriordfører
Danmarksdemokraterne
Torsdag den 22. maj om aftenen – midt under Naturmødet i Hirtshals – ”underholdt” miljøminister Magnus Heunicke (S) med en rapsang, der efter min mening er totalt respektløs og en hån mod dansk fiskeri.
Midt under afgørende forhandlinger om fremtidens fiskeri indledte Heunicke med at hævde, at fiskerne gennem årtier har ødelagt havet. Fra scenen startede han en rapsang, hvor han først råbte ”trawl” og dernæst fik publikum til at synge ”fri”.
En aldeles uprofessionel opførsel, som en minister burde holde sig for god til.
Kritikken er selvfølgelig haglet ned over Heunicke. Men hvor er fiskeriminister Jacob Jensen (V) i alt dette?
Selv om Venstre sidder i regering med Socialdemokratiet, havde jeg bestemt forventet en reaktion fra Jacob Jensen, eftersom han er fiskeriminister. Men intet har vi hørt!
Adskillige kommunalpolitikere fra både S og V har taget dyb afstand til Heunickes opførsel og fortalt om, hvor meget fiskeriet faktisk betyder i vores landdistrikter. Venstres Asger Christensen fra Europa-Parlamentet har også med den største selvfølge gjort klart, at sådan en opførsel på ingen måde hører nogen steder hjemme og er respektløs over for fiskeriet.
Men hvor er Jacob Jensen henne? Vi har absolut intet hørt fra ham eller sågar Venstres fiskeriordfører, Erling Bonnesen. Jeg håber da, at Venstre på Christiansborg på lige fod med os i Danmarksdemokraterne mener, at det er helt uden for nummer, når en minister på den måde står og tilsviner fiskerierhvervet – endda i en by bygget på netop fiskeriet.
Jeg mener, at det vil være på sin plads, at Jacob Jensen og dermed Venstre toner rent flag og fortæller, hvad de mener om Heunickes opførsel!


