Af Jan Glenstrup
Rakkebyvej 274
9800 Hjørring
Stedet tæller! Stedet, hvor du er vokset op og stedet du vælger som opvækststed for jeres børn. Når mennesker forklarer om deres nuværende situation og deres baggrund, så spiller barndommen og de unge år altid en vigtig rolle.
Her blev man til, om end ikke færdig, og senere hen vender man gang på gang tilbage til disse følsomme år. Og her var det ikke ligegyldigt, om man havde en landsby, marker og en skov til rådighed eller et reguleret og halvfarligt etagehus i centerbyen -Vi synger om barndomslandet og vender tilbage til fællesskaberne og naturen, og til den frihed og de muligheder, som vi havde – eller ikke havde – for at udforske og afprøve. Og som voksne vil mange gerne give deres børn de samme muligheder, og bosætter sig gerne i en landsby med natur omkring og med nærhed og mulighed for selvforvaltning.
Men i den sidste snes år – siden kommunalreformen – er mange landsbyer blevet overset, -trukket ud af kommuneplanen, hvor fokus har været på centerby og områdebyer. En visne-politik fra kommunens side. Man tier dem ihjel, for det er ikke nok at have bosætningskvalitet for børnefamilier og mennesker med en landsbydrøm indeni. Det er ikke nok at være et godt landsbysamfund, -man må ofte supplere med events, golfbaner og legeland. ”Gøre opmærksom på sig selv”, som det hedder. Og det ligger ellers ikke i landsbyens natur. Landsbyerne er ikke rentable og planlægningsmæssigt rationelle. De er til besvær. Og kun få skattekroner vender tilbage til landsbyerne.
Påstanden kunne være, at det var planlæggere og økonomer, som vandt på kommunalreformen i 2007. De fik borgerne på afstand af det nye stor Rådhus, så de blev lettere at handle med, – de blev til 65.000 cpr-numre, så regnearkene og den kolde logik kunne fortælle, om landsbyerne var rentable, eller centerby og områdebyer var vejen frem, og landsbyerne i virkeligheden lå i vejen for udviklingen. Og så kunne landdistriktet forbeholdes mere rentable formål end bosætning i mindre landsbysamfund, – såsom storlandbrug, solceller, biogas, vindmøller, pyrolyse.
Men heldigvis har vi endnu også et politisk niveau i kommunen – folk, vi har valgt – og som har pligt til både at bruge fornuft og følelse, -dvs handle politisk, og begrunde det med, at en positiv landsbyudvikling kan komme dobbelt igen i mange af kommunens bløde regnskaber.
Er udviklingen og planlægningen i din kommune sket ud fra dine og din families behov,-eller er det andres behov, som har samlet familierne i etageejendomme, -lige op ad indfaldsveje og butikscentre – og givet baghjul til landsbyerne?
Mange forsømte landsbyer og ingen planer for landsbyerne. Stille forfald og forladthed mange steder, og nedrivningsstøtte! Men vi skal ikke tale vores landsby ned! -siges det. Vi skal tale den op! Men så bliver vi mange steder nødt til at trække gardinerne for og skrue op for radioen, så vi ikke kan se eller høre de tunge lastvognstog, som nu sakser sig gennem landsbygadens trafikdæmpende foranstaltninger – bremser og gasser op – på vej mellem industrierne herude. Og ofte lukke vinduerne, når vinden er i vest.
Som en sarkastisk sjæl udtrykte det: ”Hvis landkommunen våger over landsbyerne, lige som musvågen våger over musene, -så går det jo galt!”
Men måske lyder der nu – fra højere sted – nye toner? Fra Etisk Råd, såmænd!
Mens Rådet siden starten i 1988 har haft det enkelte menneske – MENNESKET – i fokus og drøftet dødshjælp, rugemødre, organdonation, abort, fosterdiagnostik etc så vil Rådet nu, ifølge den nye formand, (jf Kr. Dagblad 31/5), se mennesket mere i sin sammenhæng – se på fødevarer, miljø og naturen omkring os. MENNESKET I SIT MILJØ. Se os i et bredere sundhedsbegreb og koble os på den natur, der omgiver os og de opvækstbetingelser, som gives os. Etisk Råd kommer dermed ind over grænsen til både klimadebat og økologi og byplanlægning, når afgrænsningen af livskvalitet og etiske problemer her omkring er på dagsordenen. Og så er der vel ikke langt til en afvejning af, om tabet af landsbymiljøer som livsrum er et etisk frem- eller tilbageskridt. Hvad hæmmer og fremmer det gode liv, kunne udgangsspørgsmålet være?
Så bør de røde ører måske melde sig på de fjerne rådhuse, og en etiker eller to bør ansættes som supplement i forvaltningerne, så politikerne kan få hjælp til deres politiske argumentation og sætte mennesker i centrum. Måske indse, at planlægningen for by og land har haft et galt sigte og ofte et skævt værdigrundlag, -at man har givet nogle kræfter ret, som ikke skulle have haft ret.
Meget er at indhente og genoprette bosætningsmæssigt i en landkommune, og der skal måske også nye kræfter på opgaven, men initiativet skal komme fra politikerne: Vi vil vore landsbyer og grønne bosætning! -skal det lyde.
Det er ikke for sent, og nu vil I have både Etisk Råd og landsbyerne på jeres side!
