Line Votborg Laibjørn, som oprindeligt er fra Sindal, begyndte på bogen Historien om Aalborg, efter hun blev færdiguddannet historiker fra Aalborg Universitet i sommeren 2023.
Jobmarkedet for historikere var og er imidlertid ikke det letteste at komme ud på, men Line Votborg Laibjørn var heldig kort efter afslutningen af sit studie at få et kustodejob hos Nordjyllands Kystmuseum.
– Undervejs den sommer begyndte ideen til en børnebog at dukke op, hvorefter jeg hurtigt begyndte at skrive ned og læse mig dybere ind i materialet. Gennem mit studie har jeg haft en del studiejobs, hvor jeg på et af dem arbejdede med et forskningsprojekt på Aalborg Universitet omkring havneudvikling, fortæller Line Votborg Laibjørn.

– Her skulle jeg lave en historisk analyse af syv havnebyers udvikling. Det fandt jeg utroligt spændende at se, hvordan en by kan vokse frem og hvilke faktorer der påvirker det. Dertil har jeg arbejdet med Aalborgs historie både under min uddannelse, på Springeren og på Port of Aalborg. Ideen til bogen udspringer derfor af mine tidligere studiejobs og min store interesse for historie og formidling heraf, uddyber den debuterende forfatter.

Med bogen håber forfatteren at kunne give både børn og voksne en bedre forståelse af, hvordan Aalborg har udviklet sig til den by, som den er i dag, og hvorfor den egentlig ser ud som den gør.
Bogens hovedmålgruppe har hele tiden været børn, men selv unge mennesker og voksne kan få stor glæde af bogen, hvis man ønsker et hurtigt og overskueligt indblik i historien om Aalborg.
Line Votborg Laibjørn afholder boglancering på Aalborg Bibliotek fra kl. 13 til 15 den 14. juni 2025.


