Af Heidi Hodgson
Hegnet 42, Lørslev
9800 Hjørring
Jeg har altid haft mine egne meninger. Det er både en gave og en lille smule af en udfordring, når man havner i en familie, hvor politik pludselig bliver hverdagssnak – på højt niveau.
Til november er der kommunalvalg. Og her i huset (og familien) er vi… lad os sige… lidt ekstra engagerede. Min far stiller op for anden gang. Min mand kaster sig ud i sit første valgkamp eventyr. Min fætter? Han sidder allerede i byrådet, men stiller ikke op i år. Og helt ærligt; han er ualmindelig dygtig og en kæmpe knokler, men det var ikke hos ham mit kryds ville lande, såvel som det ej heller gjorde det det ved de sidste to kommunalvalg.
To familiekandidater stiller op denne gang, begge håber på stemmer
Lad mig bare sige det, som det er: Min stemme får ingen af de to.
Det er ikke fordi, jeg ikke holder af dem. Jeg støtter! Absolut gør jeg det. Ikke med streamers, t-shirts eller delinger. Jeg er mere den som støtter i kulissen. Jeg kan dog afsløre, at jeg qua min stilling som hustru, er blevet ”ansat” som min mands kampagneleder, kommunikationsmedarbejder, frisør, stylist, make-up artist (når der skal tages billeder, eller han skal til andre politiske officielle begivenheder), coach, kropssprogs træner, retorik træner og mental støtte. Alt sammen uden løn og med en kærlig portion tålmodighed.
Hvis ikke vi inden denne ansættelse havde forventningsafstemt, hvornår og hvordan jeg ville træde ind for at rette til og op, så ville der i dén grad være anledning til et besøg på skilsmissesiden på borgerservice, for alt andet lige vil det som jeg gør, i enhver anden almindelig ægteskabelig situation, være det som kunne betegnes som ”lad være med at ændre og/eller rette på mig – du har giftet dig med den jeg er. Lev med det!” (ja ja… jeg fanger den også selv!)
Før manden kastede sig ud i sit valg, så har vi drøftet, hvad det betyder for os som par. Det tager tid. Tid, der før var vores, og tid som uden tvivl vil blive trukket fra vores private fælleskonto. Ikke bare mens valget står på og som det intensiveres, men også i det tilfælde han skulle ryge ind i en af byrådssalens stole. Men det her er hans drøm. Det er noget, han brænder for. Det er noget han gerne vil forsøge og jeg skal ikke slå nogens drøm ihjel; slet ikke min mands. Så vi går all in
Men… jeg stemmer ikke på ham. Eller på min far.
Min stemme er netop det; min. Det har jeg sagt højt. Flere gange. Med kærlighed, men uden tøven. For selvom jeg elsker dem begge, stemmer jeg med hovedet – ikke med hjertet. Og det hoved har sine egne meninger. Det er der mange som kan verificere
Når det så er sagt, så fyldes min Facebook i øjeblikket med opslag fra min mands parti, som altså ikke er mit parti. Jeg får reklamer for politiske arrangementer, jeg aldrig ville melde mig til, forslag om at følge alverden grupper som deler hans politiske bagland. Mine egne politiske helte? De er forsvundet i algoritmisk stilhed.
Så her står jeg. Humoristisk klemt midt i en valgkamp omgivet af to mænd jeg elsker, men som jeg med min egen politiske agenda og overbevisninger ikke kan sætte mit kryds ved. Det er lidt som at være dommer i “X Factor”, hvor alle deltagerne er dine slægtninge, og du helst vil sige: “I er dygtige, men jeg stemmer på ham med guitaren fra en helt anden by.”
Valg er heldigvis hemmelige. Kærlighed er ikke. Så jeg hepper, elsker og stemmer selvstændigt. Det kan sagtens lade sig gøre. Man skal bare have humor, tålmodighed og en lidt usynlig valgplakat i hjertet.
