Fritidshaveforeningen Eriksminde har i år eksisteret i 50 år, og det skal naturligvis fejres. Derfor holdes der jubilæumsfest lørdag den 14 juni fra kl. 12 til 15, hvor alle er velkomne på Hirtshalsvej 231 vest for Hjørring.
Der vil være taler, musik, åbne haver, gratis kaffe og kage, børnelege, popcorn over bål, udstilling i klubhuset Mælkebøtten med foreningens historie, der er pølsevogn og Isbøtten er åben, hvis en is kunne friste.

– Vi er en kolonihaveforening med 102 haver, og i forlængelse af vores forening ligger Dyre og Have Foreningen med 38 haver. Oprindeligt var det planlagt som én stor forening, men da der var stor interesse for muligheden for dyrehold fra indtil flere dyreforeninger blandt andet due, fjerkræ og kaninavlerforeninger, blev det opdelt i to forskellige foreninger med separate bestyrelser, vedtægter og økonomi, fortæller haveejer Jes Friedlev Mikkelsen fra matriklen Amalienborg.

– Set på landsplan, er vi en lille forening, men en yderst velfungerende én af slagsen, og efter min mening kører vi stadig efter den oprindelige tanke bag kolonihaverne, nemlig at her er plads til alle, og priserne er ikke stukket helt af. Igennem de mange år og mange formænd og -kvinder, har foreningen fastholdt de oprindelige planer og vedtægter nogenlunde, og vi har ikke overbebyggede grunde med 120 kvm hus på, tilfføjer Jes Friedlev Mikkelsen.
I Fritidshaveforeningen Eriksminde kan man kort fortalt skabe sig den lille oase, man selv ønsker, dog indenfor nogle få fornuftige rammer.
Der er en del haver, der er åbne under jubilæumsfesten, så man kan gå ind og se sig om. De åbne haver flager ved deres indgang, og der er helt sikkert mulighed for en god snak med andre haveejere.



