Fredag den 30. maj var Bindslev Håndværker Museum flot og fornemt repræsenteret ved byfesten i Hjørring.
Den gamle Ford A gav i hvert fald opmærksomhed. Rigtig mange mennesker fik derfor også en brochure med hjem.
Museets frivillige håber, at ligeså mange har fået lyst til at opleve det fantastiske museum, der har over 20 gamle håndværk udstillet og over 4.000 genstande.

Bindslev Håndværkermuseum blev etableret i 1990 på privat basis af Edel og Jens Jakobsen. Bygningen er Jens Jakobsens far, A C. Jakobsens gamle snedkerværksted på adressen Mosbjergvej 3B.
Samlingen startede med det gamle værktøj, der stadig var i bygningen, men meget hurtigt modtog museet værktøj og andre genstande fra flere af de gamle håndværkervirksomheder i Bindslev.

I år 1900 var der i byen 6 smede, 14 tømrere og snedkere, 13 murere, 6 skomagere, 6 skræddere, 4 karetmagere og 3 malere.
Det er kort fortalt de utrolig mange håndværkeres gamle fag og værktøjer, der kan mindes og opleves hos Bindslev Håndværker Museum.
Læs mere her om Bindslev Håndværker Museum.


