Grundlovsdag er Grundlovens fødselsdag. Det er dagen, hvor vi skuer tilbage og måske spørger os selv: Passer vi ordentligt på det demokrati, vi fik overdraget?
Her har Vendelbo-Listen et klart svar:
Desværre nej, Danmark er blevet mindre demokratisk i de senere år.
På intet tidspunkt i de seneste 80 år har Danmarks demokratiske styreform været mere truet end nu.
Folkestyret er truet af korruption og lukkethed. Lad os sige det ligeud.
Før jeg udbygger denne pointe, vil jeg lige skue tilbage i tid. 177 år tilbage.
Tilbage til da Grundloven blev født.
Foråret 1848. Europa blev forandret for altid i 1848.
I land efter land gjorde borgerne oprør mod enevældige herskere.
Titusindvis af borgere faldt for militærets og politiets kugler i de skæbnesvangre vinter- og forårsmåneder i 1848.
Også i Danmark kunne det være endt i et blodbad ligesom det skete i Stockholm i marts 1848. Her blev 30 demonstranter skudt og dræbt foran kongeslottet.
Men i Danmark foregik det fredeligt. Her følger historien om hvorfor:
Få dage efter drabene i Stockholm gik det løs i Danmark. Den 21. marts 1848 om formiddagen gik 15.000 demonstranter i optog gennem København og samledes foran Christiansborg, hvor kong Frederik d. 7. residerede.
Det var kongen, som havde magten. Enevældigt. Han bestemte.
Kongen var klar over, at der var noget i gære.
Hans skulle træffe sit livs størst beslutning. En historisk beslutning.
Med til historien hører, at hans embedsmænd var splittede, og de forvirrede kongen.
Kongen skrev fem 5 helt forskellige udkast til det svar, han ville give den nationalliberale opposition, når de ankom til slotspladsen og sendte en delegation ind på slottet.
Kongens mulige svar spændte fra konfrontation til imødekommenhed – fra voldsom nedkæmpelse til fredelig afvikling af enevælden.
På slottet overrakte de nationalliberale ledere deres ”adresse”, som det hed dengang, til kong Frederik.
Afslutningen var et vink med en vognstang:
”Vi anråber Deres Majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp”.
”Fortvivlelsens selvhjælp”.
Det var ret beset en skjult trussel. Der var våben derude på slotspladsen. Der var kampklare demonstranter derude.
Så alle holdt vejret.
Kongen havde både det hårde og det bløde svar klar, og nu svarede Frederik d. 7.:
”Det glæder mig, at vore Anskuelser stemme saa ganske overeens, thi det, De ønsker, mine Herrer, er alt i morges udført.”
Kongen valgte altså den fredelige vej.
Han havde samme morgen afskediget den gamle regering.
Året efter, i 1849, skrev kong Frederik d. 7. under på den første frie grundlov i Danmark. Derfor har vi Grundlovsdag! Tillykke.
Det var selvfølgelig ikke noget perfekt demokrati set med nutidens øjne.
Men Danmark stak ud, fordi der ikke blev løst et eneste skud i kampen for at gå fra kongens enevælde til folkets styre.
Demokratiet var som nævnt ikke perfekt. Kun ca. 15 procent af den danske befolkning fik valg- og stemmeret.
Demokratiet var i første omgang kun for rige mænd.
Først i 1915 fik vi almindelig valgret i Danmark, men historien fra 1848 og 1849 er alligevel vigtig, og den er relevant i dag. Grundloven blev født af et folkeligt pres og en – heldigvis – fornuftig konge, der frasagde sig sin magt. Han gjorde det fredeligt.
Så skriver vi Grundlovsdag 2025.
Demokratiet i Danmark har det skidt. Både i udlandet og minsandten også internt i Danmark. Den største og måske mest overraskende trussel er intern.
De såkaldte politiske partier, som huserer både lokalt og nationalt, skader vores sammenhængskraft. Disse politiske partier skaber uro og er styret af en intern partidisciplin, der minder om enevælden. Disse partier klæber til magten for magtens skyld. Ikke for at udvikle politik, løsninger, eller udpege nye retninger for Danmarks kommende generationer.
Det er som ved Grundlovens fødsel: Kun folket og alene folket kan forsvare og udbygge vores demokrati og vores retsstat. Giver vi efter, bliver vi rendt over ende af magteliten.
Det er derfor, Vendelbo-Listen er opstået – nu i både Jammerbugt og Hjørring Kommuner og i Region Nordjylland.
Vi er et alternativ til de gamle forstenede magtpartier.
Jeg er folkevalgt medlem af Hjørring Byråd og repræsenterer dér Vendelbo-Listen, og jeg er slet ikke i tvivl:
Truslerne mod demokratiet og retsstaten indefra er massive. Jeg oplever det i Hjørring Kommune og især i Hjørring Byråd.
Her er det nyttigt at overveje Vendelbo-Listens værdigrundlag.
Vendelbo-Listen ”søger at fremme velstand, velvære, demokrati og alle borgeres trivsel og tryghed i et åbent, borgervendt og decentralt lokalt folkestyre, hvor borgerne har personligt ansvar, indflydelse og politisk engagement.”
Det er ikke tomme ord. Vendelbo-Listen vil omsætte disse ord til konkrete handlinger i og udenfor de to byråd, hvor vi er repræsenteret nu.
Vi er en græsrodsbevægelse, og vi melder os i folkets tjeneste.
Dvs. i jeres tjeneste.
I din tjeneste. I kampen mod korruption, magtmisbrug og overgreb mod de svageste medborgere.
Vi skal bevare Grundloven med samme fredelige midler, som den blev dannet med.
Jeg vil slutte på Vendelbo-Listens vegne med at ønske alle en god Grundlovsdag og godt byråds- og regionsvalg den 18. november!


