Med bare 5 minutters forsinkelse gennemførte Hirtshals Handel & Erhverv onsdag aften en vellykket online generalforsamling, hvor kun ordstyrer Olav Pedersen, revisor Per Larsen, handelschef Per Martensen, formand Dorthe Schaltz, bestyrelsesmedlem Tommy Høj og fotograf René Stoklund var fysisk tilstede på Hotel Hirtshals.

Formanden gav i bestyrelsens beretning et tilbageblik over årets omtumlede gang i skyggen af coronakrisen, idet hun lagde vægt på at fortælle om de mange arrangementer, som det på trods af trange kår under nedlukninger og restriktioner er lykkedes at gennemføre for at fastholde kunders og turisters fokus på himlen, havet og altså især handelen i havnebyen Hirtshals.
– Engagement er heldigvis ikke en mangelvare i Hirtshals, da stadig flere og flere vover sig ud i spændende tiltag. Blandt andet kan nævnes, at de gode folk Mads og Lars fra SUP arbejder aktivt for, at vandsport skal vinde indpas i Hirtshals. Flere og flere kunstnere i alle afskygninger har også vist interesse for Hirtshals, og det er ligeledes en vigtig grundsten, hvis man skal kunne tilbyde tilflyttere et varieret liv i byen, fastslog blandt meget andet Dorthe Scahltz.
– Rederiet Fjord Line, som lige har fået verdens største katamaran, ønsker mere samarbejde og påtænker at lave events i midtbyen i håb om at kunne hjælpe med at få tiltrukket turister. Endvidere forventer de, at Danmarks første anlæg til produktion af flydende gas bliver færdigt i 2022, og så kan vi jo kun håbe på, at det vil skabe nye arbejdspladser til byen, og at flere ønsker at bosætte sig, lød det videre fra Dorthe Schaltz.

Statsautoriseret revisor Per Larsen gennemgik derefter et fornuftigt og rigtig, rigtig pænt regnskab, der bar præg af rigelige mængder af den nødvendige rettidige omhu hos ledelsen i Hirtshals Handel & Erhverv.
Endelig var der valg til bestyrelsen. Ud af bestyrelsen uden ønske om genvalg trådte Kristina Ølgaard Johansen og Niels Chr. Jakobsen. På valg med ønske om genvalg var Dorthe Schaltz og René Ejstrup Larsen.
Der var ikke overraskende genvalg til Dorthe Schaltz og René Ejstrup Larsen, mens nye medlemmer af bestyrelsen blev Jens Lund Madsen og Kasper Knudsen. Som suppleant var der genvalg til Poul Nimand.

Afslutningsvis leverede Dorthe Schaltz en varm tak for det utrættelige arbejde, som Per Martensen i rollen som handelschef leverer til gavn og glæde for Hirtshals Handel & Erhverv.


