Vor elskede Dorte er ikke blandt os mere.
Det var med den største sorg, at vi i går, onsdag d. 28. April ved middagstid, modtog besked om, at Dorte var stille sovet ind.
Dorte blev i sommeren 2013 ansat hos os som speditør med fokus på de af vore biler, som foretog indenlandske og sydgående transporter. Med sit forudgående kendskab til branchen fandt hun sig hurtigt tilrette i den daglige disponering og blev en værdsat kollega.
Med sin venlige imødekommenhed, menneskelige forståelse og situationsfornemmelse medvirkede Dorte i høj grad til et godt arbejdsklima hos chauffører såvel som kollegaer på kontoret. Ligeledes hos kunderne var hun en værdsat kontakt, som forstod at sætte sig ind i – og løse – de problemer, som let kan opstå, når tidsfrister skal overholdes. I ferier, hvor der ofte er hektisk aktivitet, (transportbranchen sover aldrig), stod hun ofte alene for disponeringen af bilerne, uden smålig skelen til uret, og hændte det, at en chauffør ringede til hende sent om aftenen, var opkaldet ikke forgæves.
Også på det sociale var Dorte utroligt vellidt, hun var med til at arrangere div. begivenheder, deltog med ”Hjertens lyst” i firmafester og mødte ufortrødent op dagen efter til oprydning, og ved vore CdR-vin arrangementer var det Dorte, som med skarpt øjemål, stod for udskænkning af smagsprøver,
en tillid, som kun var de færreste beskåret.
I fritiden var det heste, som med opbakning fra hendes mand Carsten og døtrene Henriette og Pernille, var den store interesse, lige som håndbold, i særdeles Aalborg Håndbold, havde den store bevågenhed og gerne til kampe rundt omkring i landet.
Men allerede i 2015 blev Dorte ramt af kræftsygdom, som ikke lod sig standse, trods utallige behandlinger, både i Aalborg og København, hver gang troede – og håbede – vi alle, at nu gik det bedre. Desværre gik det kun den forkerte vej, trods hendes utrættelige kamp og livsmod, alligevel mødte Dorte troligt op på sit
arbejde, til sidst kun et par timer om dagen, og senest i slutningen af marts, da var kræfterne ikke til det mere.
Vi vil alle savne Dorte for hendes uselviske og sociale væremåde, hendes omsorg og indsigt for andre, ikke ”omklamrende” og aldrig ”for meget”, bare ærlige og altid dejlige minder
Vore kærligste tanker går til Carsten, døtrene Henriette og Pernille samt den øvrige familie.
Æret være Dortes minde.