I år introducerer TUI Håndbold noget helt nyt og spændende – nemlig en håndboldskole for børn og unge i Tårs Hallen. Klubben håber kort fortalt, at man kan samle en masse glade deltagere fra årgang 2010-2015, både dem der aldrig har prøvet håndbold før, og dem som allerede kender spillet.
– Håndboldskolen finder sted torsdag og fredag i uge 32, hvor deltagerne kan se frem til to aktive dage med masser af håndbold, sjove øvelser, spil og ikke mindst fællesskab. Det hele foregår i trygge og motiverende rammer med engagerede trænere, som står klar til at tage godt imod både nye og erfarne spillere, fortæller Rikke Dahl Søndergaard fra TUI Håndbold..

Formålet med håndboldskolen er ikke kun at udvikle håndboldfærdigheder – men også at styrke sammenholdet og give børn og unge en god oplevelse i sommerferien. Mange børn har i dag ikke den samme naturlige adgang til håndbold i frikvarteret, som man for eksempel har til fodbold. Derfor ønsker arrangørerne at give alle mulighed for at prøve håndbolden af – uden det kræver noget særligt udstyr eller kendskab på forhånd.
Prisen er kun 50 kr. pr. dag, og vi sørger for frokost begge dage, så deltagerne har energi til at give den gas hele dagen. Det er vigtigt for arrangørerne, at alle har mulighed for at være med – og derfor har de holdt deltagergebyret lavt.
Tilmelding er nødvendig og sker via dette link: Tilmelding til håndbold hos TUI
Tovholderne håber, at rigtig mange børn og unge vil tage imod tilbuddet – og være med til at skabe en ny sommertradition i Tårs.
TUI Håndbold glæder sig til at byde velkommen til to sjove, lærerige og inspirerende dage med fokus på fællesskab, bevægelse og håndboldglæde.


