Hestestalden på Herregården Odden var fyldt godt op. Foto: Palle W. Nielsen
Af Palle W. Nielsen Skribent NordsøPosten
Mandag 2. Pinsedag blæste vejrguderne den ellers planlagte friluftsgudstjeneste inden for i Hestestalden på Herregården Odden ved Mygdal.
70 sjæle, rundt regnet, fyldte Hestestalden til musikledsagelse af Sindal Brass Band, vise ord og kirkelige handlinger – med nadver – fra sognepræsterne Mette Dolberg fra Bjergby-Mygdal og Johan Hermann Rump fra Tversted-Uggerby. KFUM-Spejderne deltog også.
Det hele blev rundet af med altid lækre fiskefrikadeller fra Café Fisk i Tversted og ikke mindst hyggeligt samvær.
Lækre fiskefrikadeller fra Café Fisk i Tversted. Foto: Palle W. Nielsen
Hyggeligt er et godt ord for kirkelige handlinger i området.
Med menighedsrådenes, præsternes, medarbejdernes, de frivillige og menighedens tilgang til at sprede kristendommens fundamentale budskaber om kærlighed, forståelse, tilgivelse og fred blandt mennesker er det lokale kultur-kirkelige liv på rigtig mange måde også hyggeligt.
Der kommer flere og flere til de lokale kirker, og mit bud er, at det i høj grad skyldes munterheden. Guds ord og fortællingen om, at Gud sendte sin enbårne søn til mennesket, som endte med at pine livet af ham, ér jo en fortælling, der rummer det hele. Tro, håb, kærlighed, tilgivelse, opstandelse og så alt det mørke; brutalitet, død, smerte, fordømmelse og svigt.
Historien om én Gud er naturligvis en sag om tro, og i dag er behovet for at tro og håbe nok større end længe. Specielt hvis man følger nyhederne.
Det bliver lidt nemmere at gribe fat i noget, at tro og håbe, når det store budskab forkyndes med en vis lethed. Gerne tilsat musik og fiskefrikadeller! Det behøver jo ikke kun være alvorligt, fordømmende og tordentale. Som jeg husker det, da jeg stoppede med at komme i kirken for mange, mange år siden.
Der var mandag i Hestestalden ligefrem en munter og afslappet stemning med plads til smil både med og uden lyd, når sognepræst Johan Hermann Rump i dagens prædiken også kom ind på noget faktisk ret trist – mørkets kræfter.
Der ér altid lys, og mange gange kræver det bare ret meget at se lyset. Store magtmennesker i store lande handler på en måde, der gør mange af os utrygge og måske ligefrem bange. Sådan var det med tidligere, morderiske diktatorer i fjerne lande, og sådan er det i dag både langt fra og ganske tæt på.
Disse mennesker med voldsom stor magt skaber krige, død og ødelæggelse, og hvem kan svare på det store spørgsmål; Hvorfor?
Måske er det i mindre målstok afmagt, usikkerhed og manglende dannelse, når vi oplever en stadig dårligere tone og kommunikation på sociale medier. Det er ganske trist at se, hvordan rigtig mange positive og velmente initiativer og gøremål mødes med nedladende kommentarer helt blottet for enhver form for konstruktivitet; Hvorfor?
Stemninger har det med at sprede sig, og mørkets kræfter har det med at overskygge og påvirke vores ellers så fredelige tilværelse også i vores skønne, nære omgivelser.
Som skribenten her i Hestestalden opfattede dagens tekst, så har vi alle et ansvar for at hanke op i os selv og naboen, så vi sammen kan skabe glæde og kærlighed for alle på tværs af alverdens forhindringer. Vi kan alle værne om vores værdier i lokalsamfundet ved at være positive, imødekommende, deltagende og konstruktive. Det koster mange flere kræfter at være det modsatte.
Vi kan jo alle bakke op og støtte op om fællesskabet og de mennesker og begivenheder, der bringer lyset. Det kan jo sagtens sprede sig, som også mørket kan. Vi har alle et valg. Jeg vælger lyset!
Sognepræst Johan Hermann Rump i Hestestalden på Herregården Oddden i Mygdal. Foto: Palle W. Nielsen
Herregården Odden
er Danmarks nordligste herregård som huser en stor samling af J.F. Willumsens værker. I hestestalden vises Oddens historie gennem 500 år. Nyd også naturområdet, og besøg Herregården Oddens gamle køkken.