Christina Waldstrøm er tidligere politibetjent, idet hun kom til skade i tjenesten og derfor blev afskediget fra Dansk Politi.
“Siden min tilskadekomst i tjeneste og den heraf afledte afsked fra Dansk Politi, har en tur som denne stået højt på listen,” fortæller Christina.
“Baggrunden herfor er oplevelsen af, at det sikkerhedsnet – som burde være der – og som jeg har et ønske om at være med til at skabe for andre både nuværende og kommende politiveteraner – lader meget stå tilbage,” tilføjer den tidligere politibetjent.
“For mit eget vedkommende stod jeg helt alene og har selv måttet samle mig op, hvilket har været en næsten umulig mission, da ingen hjælp fra politiet eller Politiforbundet – herfra modtog jeg blot min afsked i form af et brev i postkassen. Ingen erstatning har jeg fået, da jeg ikke har været udsendt. Jeg kunne ikke få hjælp i regionalt, kommunalt eller privat regi, da jeg ikke var ansat i militæret. Har efterfølgende til min store sorg erfaret, at min oplevelse ikke var enestående, og måtte sige farvel til kollegaer, der valgte livet fra. Så at jeg står her i dag, kan jeg takke mine to skønne børn, venner og familie for,“ udddyber Christina
I dag har hun langt om længe fundet ro i at være stolt over at være politiveteran og arbejder på at få skabt et fristed og støttemuliggeder til andre, så de ikke skal stå i samme situation som hende selv.
“Mit fristed er naturen, så rejsen langs Hærvejen er et godt sted at starte, både som dannelsesrejse, men også for at gøre opmærksom på de urimelige forhold politiveteraner lever under.”
Christina starter fra Den Grønne Plads i Hirtshals mandag kl. 10.00. Kom og vær med til at sende hende godt afsted.
Du kan også følge Christinas rejse i Facebook-gruppen “Politiveteran på fri fod”.