En gruppe forskere fra DTU Aqua og udlandet var for nylig samlet hos DTU Aqua i Nordsøen Forskerpark i Hirtshals. Her skulle de samle data til elektronisk monitorering af fiskernes fangst.
Idéen med løsningen er, at man ved at installere kameraer over sorteringsområder på bådene kan få det fulde overblik over fangsterne – både den ønskede og uønskede af slagsen.
Ved hjælp af kunstig intelligens foregår artsgenkendelsen helt automatisk – og det var netop den teknologi, forskerne var samlet for at teste og udvikle i de helt nye og moderne testfaciliteter i Nordsøen Forskerpark, som DTU Aquas Sektion for Fiskeriteknologi tog i brug for første gang.

Før testene gik i gang, havde DTU Aquas egen fiskekutter, Havfisken, været på havet for at indfange en blandet fangst. Fiskene blev herefter sorteret efter arter, talt, målt, vejet og udstyret med en chip.
Derefter blev fangsten lagt op på sorteringsområdet, hvor de blev monitoreret med kameraer og artsbestemt med kunstig intelligens.

Det gjorde det muligt for forskerne at se, hvor præcis den elektroniske monitorering er, og ifølge sektionsleder på Sektion for Fiskeriteknologi, Jordan Feekings, viste testene gode resultater.
“Det er gået rigtig godt, og vi har fået en masse god læring og træning ud af testdagene. Denne type elektroniske monitorering af fiskernes fangst har et stort potentiale og kan give store fordele for både fiskerne og havmiljøet, hvis det gøres rigtigt. Vi ser frem til at fortsætte arbejdet med at udvikle teknologien,” siger Jordan Feekings.

Arbejdet er en del af en nationalt EHFAF-projekt, TEFIMO, samt EU-projektet OptiFish.
Foruden seks forskere fra DTU Aqua deltog to forskere fra belgiske Flanders Research Institute for Agriculture, Fisheries and Food (ILVO), en forsker fra hollandske Wageningen University og tre forskere fra hollandske Wageningen Research.
Foto: DTU Aqua.


