Af Stefan Karlborg
Medlem af kommunalbestyrelsen i Hjørring
Kandidat til kommunalvalget 2025
Venstre
Fredag aften blev noget helt særligt. Den Kongelige Ballet optrådte under åben himmel på Børglum Kloster – midt i Vendsyssels kulturarv.
Det var Hjørring Teater, der sammen med Det Kongelige Teater og Børglum Kloster der gjorde det muligt – og skabte en kulturoplevelse i verdensklasse.

Det var smukt. Men det var også en påmindelse:
Vi må ikke glemme, hvad kulturen gør for os.
Kultur kan være svær at sætte på formel – og står alt for tit øverst i sparekataloget, når der skal prioriteres i velfærden og økonomien generelt. Men det er at undervurdere, hvad kultur faktisk betyder. For kultur er ikke bare “flødeskum” men vigtigt for både trivsel, fællesskab og udvikling.
Fakta viser, at kulturen skaber livskvalitet, sundhed og sammenhængskraft. I Aarhus mener 78 % af borgerne, at kultur- og fritidslivet har stor betydning for deres trivsel. I Holstebro bruger man kunst og kultur som løftestang i socialt arbejde. I Faxe forebygger musikskolen mistrivsel hos børn, før den sætter sig fast.

Og det stopper ikke dér.
Kulturen skaber også udvikling og vækst. Ifølge en undersøgelse fra Bolius og Realdania (2025) nævner hver fjerde danskere kultur og kulturarv som afgørende, når de vælger, hvor de vil bo. Kultur er med til at brande vores kommune, tiltrække tilflyttere og skabe liv i turismen og erhvervslivet.
Derfor skal vi i Hjørring turde at investere i kulturen i vores kommune.
Ikke fordi det er luksus. Men fordi det er nødvendigt.
Kultur betaler sig. Menneskeligt. Socialt. Økonomisk.


