I år deltog Selina Juul og Stop Spild Af Mad igen med stærk tilstedeværelse og satte fokus på madspild, kunstig intelligens (AI), dyrevelfærd og biosolutions i tre dynamiske paneldebatter arrangeret af hhv. It’s A Fact ApS, Dyrenes Beskyttelse og Landbrug & Fødevarer. Derudover deltog også flere af Stop Spild Af Mad’s bestyrelses- og advisory board-medlemmer i andre spændende debatter.
I paneldebatten “AI – Kunsten at balancere begejstring og brugbarhed”, arrangeret af It’s A Fact ApS, blev der sat fokus på nutidens og fremtidens anvendelse af kunstig intelligens. Debatten kredsede om, hvordan AI allerede i dag anvendes i hverdagen – eksempelvis i kampen mod madspild – men også i arbejdsmæssige og samfundsmæssige kontekster. Diskussionen omfattede både muligheder og risici ved AI, samt den etiske tilgang til teknologiens udvikling. Der blev særligt lagt vægt på AI’s hastige rejse fra LLM (Large Language Models) til AGI (Artificial General Intelligence) og potentielt videre mod ASI (Artificial Superintelligence) – med visionære perspektiver om ansvarlighed, transparens og nødvendigheden af en menneskecentreret tilgang til AI.

I paneldebatten “De kommunale indkøbskurve kan gøre en forskel for dyrene”, arrangeret af Dyrenes Beskyttelse, blev der sat fokus på kommunernes ansvar som storkøkkener i den offentlige sektor, som dagligt leverer cirka én million måltider i Danmark. For at kunne omlægge til økologi og derved styrke dyrevelfærd, kan offentlige storkøkkener finde besparelser i deres budgetter ved at skære ned på madspildet – som bl.a. allerede sker på Bispebjerg Hospital, Herlev Hospital og mange andre institutioner, særligt i lyset af stigende fødevarepriser.
I paneldebatten “Mindre madspild – kan biosolutions vende skuden?”, arrangeret af Landbrug & Fødevarer, blev der sat fokus på sidestømme og biosolutions – en voksende, men endnu ikke fuldt systematiseret industri i Danmark. Der blev lagt vægt på, hvordan virksomheder kan skabe både bæredygtig værdi og økonomisk gevinst gennem genanvendelse af sidestømme. Som eksempel fremhævede Selina Juul hudplejeserien SENSE, udviklet af Nordic Sense i tæt samarbejde med foreningen Stop Spild Af Mad og REMA 1000 Danmark. Serien er danskproduceret og baseret på bl.a. økologiske olier og overskudsprodukter fra fødevareindustrien – og kan købes i alle REMA 1000 butikker.
“Folkemødet i år gav mulighed for at tale på flere spændende paneldebatter med et engageret publikum – og samtidig skabe gode forbindelser til fremtidige samarbejder med vigtige aktører. Det var også glædeligt at styrke vores store netværk og gense mange af vores samarbejdspartnere. Vi er meget taknemmelige for, at madspild har været i fokus i 77 paneldebatter gennem årene. Vi glæder os allerede til Folkemødet 2026,” udtaler Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand for Stop Spild Af Mad.
Bevægelsen Stop Spild Af Mad fylder 17 år senere på sommeren. Siden sidste år har Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie været protektor for foreningen. Blandt organisationens mange milepæle kan nævnes den landsdækkende portal www.GratisMad.dk, som gør det muligt at donere og modtage overskudsmad – en portal, der nu har rundet over 700.000 besøg.


