Arbejdet med at opføre Det sorte Tårn og Aktivitetspladsen, tegnet af Arkitektfirmaet Hovaldt, går planmæssigt fremad ved Vestmolevej i Hirtshals.
I denne uge begynder entreprenøren Vennelyst A/S montagen af selve tårnet, efter at den lokale virksomhed, Lilleheden A/S, har produceret de markante limtræselementer.

De enkelte tårndele er efterfølgende blevet grundigt malet af elever fra Nordsøen Fri Fagskole, som har bidraget med både håndværk og engagement.
Tårnet forventes at rejse sig i løbet af de kommende uger og bliver med sin otte meter et nyt vartegn for området – med udsigt over kyst, havn og by.

Samtidig er trappeovergangen til stranden via læmolen på Vestmolevej nu færdigetableret af Hirtshals Havn, og den nye opholdstrappe på Nordsøen Forskerparks pumpestation står klar.
Der genstår stadig et omfattende arbejde på pladsen, bl.a. montering af værn, isætning af rude, som giver indkig til de store pumper, etablering af udefitness-anlæg og belægning samt etablering af faciliteter til surf- og SUP-udøvere.
Turistchef Laila Zielke fra Hirtshals Turisme, som er bygherre på projektet, forventer at hele pladsen kan indvies til august.
Forleden mødtes Laila Zielke med administrerende direktør hos Lilleheden A/S, Hans Henrik von Platen-Hallermund for at se de største af limtræsbjælkerne, som Lilleheden A/S selv har forestået maling af.
Og Lilleheden A/S er glade for at være en vigtig leverandør til projektet. ”Lilleheden er stolt over at bidrage til det nye vartegn, som jo også er med til at afspejle Lillehedens kompetencer og lokale ståsted i Hirtshals”, fortæller Hans Henrik von Platen-Hallermund.
”Lilleheden blev etableret i 1930 i Hirtshals, og har igennem snart 100 år udviklet sig til den førende limtræsproducent i Danmark. Vi er stolt over vores rødder, og det er dejligt for både virksomheden og vores medarbejdere, at vi nu kan spejle os i et lokalt vartegn baseret på limtræ fra Lilleheden,” tilføjer direktøren.
Hos Nordsøen Fri Fagskole har eleverne de seneste uger haft travlt med at male de mindre tårndele. På billedet ses værkstedsleder Flemming Egebak sammen med to af eleverne, Tobias og Frederik.

Laila Zielke fortæller, at der har været et godt samarbejde med skolen og at eleverne har bidraget med stort engagement og lagt mange kræfter i at male de mange tårndele.
”Vi glæder os til, at eleverne kan inddrages i andre dele af projektet, fx faciliteter til Surf og SUP, hvor eleverne hjælper indehaver af Surf & Natur, Mads Bruun med at genbruge og ombygge en container til grej og med installering af udendørs vand.”
Tårndelene ligger nu på byggepladsen på Vesthavnen, hvor projektchef hos Vennelyst, Søren Drejer Christensen og tømrer, Lars Lundtoft glæder sig til at komme i gang med at samle elementerne.

Projektet er støttet af: Hirtshals Sparekasses Gavefond, HSF-fonden, Sparekassen Danmark Fonden
Vendsyssel, NordEnergi “Fonden”, SparNord Fonden, Nordea-fonden, Melsen Fonden, Vendsyssel Tidendes
Fond, Sigurd og Margit Espersens Familiefond, Hirtshals Service Group, Jette & Knuds Maritime Fond,
Nordsøen Forskerpark, Vennelyst, Rederiet Isafold, Rederiet Beinur, Rederiet Asbjørn, Ruth Holding,
Hjørring Kommune.
Foto: René Stoklund og Hirtshals Turisme.
Video: Stoklund Medieproduktion.

