Idrætsforeningen GVL Løkken har i samarbejde med Løkken Skole og DGI satset på at få flere børn i mellemtrinet til at dyrke sport i fritiden. Udover håndbold, fodbold og badminton, er de også blevet introduceret til svømning i Svømmeklubben Sømærket
– Skolen samler alle børn, og hvis vi vil vise dem, hvor fantastisk det er at være en del af et foreningsfællesskab – og nå dem, der ikke allerede er med – så er skolen vores vigtigste samarbejdspartner, fortæller siger Maja Richter, foreningsudvikler i GVL Løkken, til DGI.
– De frivillige gjorde en kæmpe forskel. De tog sig tid til dem, der ikke havde prøvet håndbold før, og roste og støttede dem. Flere gange hørte jeg dem sige: ‘Skal du ikke starte til håndbold? Du er god med den bold!’ – og det virkede. Eleverne voksede i det, tilføjer Maja Richter.
Forældrene deler samme oplevelse. En undersøgelse fra Voxmeter for DGI viser, at 78 % af forældre mener, at idrætsforeninger styrker børns trivsel, og 71 % oplever, at deres børn bliver gladere af at være en del af en forening. Derfor giver det rigtig god mening, når skole og foreninger arbejder tæt sammen, understreger Cille Holst, projektleder for idræt i skolen hos DGI Nordjylland.
Hos GVL Løkken er man ikke i tvivl om, at skolen også fremover skal tænkes ind i arbejdet med at rekruttere nye medlemmer.


