Af Thomas Klimek
Folketingskandidat
Socialdemokratiet
Hjørringkredsen
UDMELDT!
Og hvad gør vi nu, lille du?
I dag, for nøjagtig 30 år siden, forlod en 18-årig mand studievejlederens kontor på gymnasiet, afleverede sine bøger og forlod sin ungdomsuddannelse med intet andet end et nu værdiløst karakterblad med en ætsende, neongrøn Post-It, der forkyndte til alverden (troede den unge mand), at her gik “den udmeldte og fortabte”.
Og i dag, en lørdag 30 år senere, sidder samme, nu lidt ældre mand med sin kaffe og kigger på den grønne Post-It, og dét ord, der ærlig talt ramte mig den junidag i 1995.
UDMELDT!
Det var sgu et nederlag. Et nederlag at gå forbi de andre 1. g’ere, som skulle feste og så møde ind som lidt sejere 2. g’ere efter ferien. De fulgte stien, den retning som vi jo selv havde valgt.
Men ikke mig. Jeg var nu droppet ud. Jeg brugte nok mere tid på, hvad alle andre tænkte end, hvad jeg selv tænkte. Mine forældre først og fremmest. Min fuldstændig nedslidte mor (hjemmehjælper), som sagde, at jeg skulle tage uddannelse, ellers havde jeg færre muligheder. Folk i min omgangskreds, som alle var godt i vej med læreplads eller ja, 1,2 eller 3. år på en ungdomsuddannelse.
Jeg fik mange kommentarer den første tid, og selvom jeg stillede an med et selvsikkert smil – som på fotoet nedenfor – så var jeg indvendig rundt på gulvet. Jeg var bekymret. Hvad kunne jeg? Hvad skulle jeg?
Jeg skulle jo i “gym” efter folkeskolen, havde anbefalingerne lydt siden starten af 9. klasse. Jeg vandt lidt tid ved at tage 10. klasse, men så ventede gymnasiet også, som jeg nærmest vidste ingenting om. Det gjorde vi heller ikke i min familie, hvor der på det tidspunkt ikke var nogle, der havde gået på gymnasium, handelsskole eller universitet for den sags skyld. Fagligt var det jo også svært at hjælpe med mange af fagene, da det var metode, teori og en masse andet.
Og samtidig er vores samfund stadig, her 30 år efter, præget af samme lineære opfattelse af unges hjerner:
at udviklingen falder i faste intervaller, hvor alle er “bagt færdig” ved 16-årsalderen og kan vælge retning. Det er de ikke. Hjernen er faktisk ikke færdigudviklet før midt i 20’erne, men vores unge skal tage mange og store valg inden da. Det er da ikke så sært, at der vælges “forkert” for nogle.
Det var også tilfældet for umodne Thomas engang i 90’erne.
Nå, men mest af nød fik jeg tilmeldt mig den 1-årige HG på handelsskolen, hvor jeg kom bedre i vej. For det først var jeg blevet et år ældre, hvilket kan have kolossal betydning i en teenagehjerne. Dernæst fandt jeg mig godt tilpas i flere af fagene, som jeg kunne relatere til det arbejdsmarked udenfor vinduerne, som jeg ikke vidste, hvor jeg skulle søge hen i, når året var omme.
Men: i faget Aktuel Detailhandel havde vi en ung og energisk lærer, som ikke var uddannet lærer, men arbejdede i detailhandelen og så underviste. Han spottede den unge mand og spurgte, om jeg havde overvejet at gå i lære i detailhandlen?
Det havde jeg ikke, men det endte med, at jeg kom ind i butikken i Odense Centrum, hvor jeg hjalp til i nogle uger op til julen 1995.
Koblingen til virkeligheden gjorde mig godt. Fagene gav pludselig mening. Da personalet sagde god jul til hinanden over en øl eller var det to?, kiggede butikschefen på mig;
“Thomas, du kan arbejde, og du tager fat. Vil du i lære her til sommer, når du er færdig på skolen?”
Mere besværligt behøves det ikke være. Jeg var egentlig ikke overbevist om, at det var det, jeg skulle, men havde som det fremgår ikke meget overblik over uddannelsesjunglen.
Jeg kom i lære i juni 1996 og blev udlært nogle år senere. Jeg arbejder ikke med min oprindelige uddannelse længere, det er der mange, der ikke gør, men så alligevel. For jeg lærte rigtig meget ved at komme ud og stå i lære. Jeg blev voksen, som det hedder sig. Jeg fik også mere selvtillid, da jeg – tro det eller ej – af natur er introvert.
De sidste 30 år har jeg flere gange hevet den neongrønne flap frem og set på den med mere og mere overskud.
For jeg gjorde det.
De sidste 30 år har jeg været på arbejdsmarkedet, jeg har taget uddannelse undervejs, arbejdet i ind- og udland og meget andet. Som så mange andre, og sikkert også dig, som gad læse helt hertil.
Det havde jeg jeg næppe troet på den junidag i dag for 30 år siden, da jeg modløs og lidt flov over at være “drop out” steg på rutebilen ude i Søndersø og kørte hjem.
Pointen til dig, der lige nu er teenager og måske mærker, at du ikke sidder det rigtige sted;
Så kom videre.
Nogle gange er man bare ikke der, hvor man skal være, men så er der andre veje. Det ved jeg.
Og: glem hvad andre siger.
Som regel er du nok mere optaget af at tro, at andre tænker en hel masse opgivende om dig, mens det meste blot er en frisk eller uigennemtænkt bemærkning.
For mig blev den grønne seddel … og et par enkelte dumsmarte bemærkninger faktisk benzin på mit bål.
Jeg skulle vise dem. Jeg fandt ikke min vej, men mine VEJE i uddannelse og arbejde, men det tog noget tid og nogle omveje.
Men slap nu af. Du er ung, hvad skal du nå?
For mig var det soleklart det rigtige at stoppe eller droppe ud, om du vil.
For det er ikke en endestation. I så fald skulle vi jo alle vælge samme ungdomsuddannelse.
Livets destination(er) afgøres ikke af uddannelse eller job, når du er 17, 18 eller +20 for den sags skyld.
Det handler om at turde vælge til eller fra.
At gøre sig nye erfaringer og ind imellem også lukke en dør bag sig.
Ja, set herfra en halvgammel mands ulideligt klare syn i bakspejlet, så fandt jeg min egen vej den eftermiddag på studievejlederens kontor, da JEG turde sige stop og droppede ud.
Bedste hilsner til alle jer unge, der skal vælge og finde en vej. Fra ham, der droppede ud.
