Af Thomas Klimek
Folketingskandidat
Socialdemokratiet
Hjørringkredsen
Jeg har altid elsket Sankt Hans.
Når Danmark blunder smukt i den lyse midsommernat, så føles det som om et stykke af evigheden er faldet ned fra himlen og lægger sig let og trygt over alle os sjæle i dette gamle land midt i Norden.
Det lyder næsten barnligt naiv, og det er det såmænd også.
For min kærlighed til Sankt Hans og dansk sommer blev som så mange andre livsfundamenter grundet i barndommen til lyden af Shu-bi-duas Midsommersang og en indre filmstrimmel af Buster Oregon Mortensen, der trækker sin store cykel henad vejen en lys sommeraften, mens Nanna synger, at;
Nattens trolde er forsvundet
Den sidste fløj bort i en kaffekop
Og bli’r nok aldrig fundet
Det hyler og tuder i det fjerne nuJa, jeg ved det godt.
Det er store, flyvske ord om noget, der jo reelt er et meteorologisk fænomen i vores del af verden, men ord og drømme er før blevet til virkelighed. Ja, er det danske demokrati og samfund ikke en utopisk drøm, som faktisk er blevet til virkelighed.
Og lad os kort tage ophold i det drømmeagtige.
For er det ikke netop dén følelse, som midsommernætterne kalder frem i os? En fornemmelse af, at her er jeg tryg. Nattens trolde, eller fortidens trolde, er fløjet væk i den der kaffekop, som Nanna sang om i min barndoms kolde krig. Eller rettere fordrevet af de normer, traditioner og fællesskaber, som vi har været omhyggelige med at opbygge i Danmark.
Derfor elsker vi vores land, men ved midsommer mest.
For mig var og er det de der uendelige sommeraftener et sted i parcelhus-Danmark med liguster, grundejerforening, gadefest og huse bygget i de brune 70´ere på en rente over 20%.
I vores kvarter, Tingskiftet, med stamvej og sideveje, mens et næsten identisk kvarter lå ved siden af og hed det nærmest unævnelige Sleppevangen.
Kvartererne var fysisk kun adskilt af det mest skæve, hullede og ujævne jordlod med sporadisk græs, som nogensinde er kaldt en fodboldbane, men i ånden var der en afgrund mellem kvartererne, der fik Helvedesgabet i Ronja Røverdatter til at ligne en bunke småsten. Der blev spillet meget fodbold på den bane. Dog var året højdepunkt uden tvivl sankthansaften og arvefjendeopgøret mod de primitive horder fra Sleppevangen, der skulle nedkæmpes i en højdramatisk affære, inden bålet blev tændt.
Så nej, barndommen var ikke kun ubekymrede og lyse aftener for os fredede ligusterbørn i 80´erne. Vi voksede op i Den Kolde Krig, som var et underligt og abstrakt begreb uden soldater, skyttegrave og bomber, men vist nok masser af trolde og hekse ovre hos ”de andre”.
Men det var jo ikke rigtig her hos os, vel?
Det var noget med jerntæpper, ældre mænd i jakkesæt inde i billedrørs-tv ´et og stjernekrig. Og det der fyldte mest var vist noget med en kur med kartofler, VM i Mexico og så sange om at hjælpe dem nede i Afrika.
Vi havde såmænd rigeligt at gøre med at holde vores egne, lokale hekse og trolde fra livet, for som bekendt har hver by sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde, som Drachmanns vise forkynder.
For de var der. Heksene og troldene. Nogle åbenlyst, andre lurede mere i skjul, men hellere en skyldig for meget end en mistænkt, der går fri, sagt på Allan Olsensk.
For troldeynglen ovre fra Sleppevangen væltede jo ud i det fri på Skt. Hans aften, de små dæmoner. Hvis vi stod sammen og lod spark og skub tale ude på den bulede bane, så kunne vi tæmme trolden. Nedkæmpe det onde.
Men … op ad fodboldbanen lå et gammelt, mørkt hus, omkranset af de store træer og tætte buske. Det var straks en anden sag.
For rygtet blandt de store drenge ville vide, at den gamle dame, der boede i den nedlagte stationsbygning, i virkeligheden var en rigtig heks, der fangede børn og åd dem i sin kælder.
I de lyse aftener og fællesskab holdt vi tanken på afstand, det var jo ikke rigtig rigtigt.
Hekse, der åd børn, hørte til i eventyrene.
Men når røgen fra sankthansbålet havde lagt sig, sommeren gik på hæld og blev afløst af de lidt køligere aftener, så blev verden en lidt anden.
Når bolden i skumringstimen strøg over hegnet – og det var en selvhenter – så indfandt ydmygheden sig. Særligt hvis bolden endte udenfor synsvidde af de andre.
Da skulle man ind gennem buskads og lavthængende kroner fra gamle frugttræer. Som Hans og Grete ind i den mørke skov. Var hun derinde? Ærlig talt så var man sgu ikke helt sikker?
Stod hun bag de gamle træer og ventede?
Men man så hende aldrig. Vi frygtede noget eller nogen, som vi aldrig havde mødt.
Det manglende fysiske møde kunne dog fortsat ilte myten eller ligefrem frygten. Frygt og fordom på afstand og for en sikkerheds skyld.
Indtil man år senere, som bumset og forvirret teenager, fik avisrute og pludselig en dag stod med sin cykeltrailer og 250 aviser i indkørslen til den gamle stationsbygning og … stirrede direkte ind – eller rettere ned – i et par milde øjne i et slidt, furet ansigt.
Da døde myten om den farlige heks.
Hun var bare et menneske. Endda med rare øjne.
Men så´n er der jo så meget, der ikke altid er, hvad det syner af på bekvem afstand og forestilling.
Og på denne dejlige, friske sankthans, hvor det lufter lidt her på det gamle voldsted, så er trolden måske ikke fløjet væk i en kaffekop?
For hyler og tuder det ikke i det fjerne nu?
Jo, det gør det.
Der er krig og konflikt mange steder lige nu, hvor ungdom går til dans på dit bud, sankte Hans.
Vi lever alle stadig vores hverdagsagtige liv, selvom det tuder i det fjerne nu.
Men når ens halvvoksne døtre over bordet tørt konstaterer, at Tredje Verdenskrig kommer, så er trolden måske ikke fløjet sin vej alligevel, men titter op fra koppen foran en?
Så ja, ungdommen lever deres liv, går til dans og lever, men de følger også med i den store verden.
Jeg deler ikke nødvendigvis deres apokalyptiske forudsigelse om en varm, voldsom og traditionel verdenskrig, men måske er vi faktisk allerede i en form for lunken verdenskrig, hvor stormagterne slås med hinanden i stedfortræderkrige i Ukraine, Iran og for ikke så længe siden i Syrien?
Herfra voldstedet i fredelige Vendsyssel vil vi egentlig bare fred her til lands og naturligvis det samme for de millioner af uskyldige, der lige i disse timer lider og mister andre steder.
Vi kan ikke skabe den fred, som de og verden fortjener. Det er ikke i vores magt.
Vi kan berede os på tvivlen og hver en udenvælts fjende ved at styrke forsvar og beredskab, men er det ”blot” en russisk raket, der kan omstyrte dette gamle demokrati? Skal der ikke ”mere” til at nedbryde det demokratiske livssyn, som er nerven i dette samfund?
Vores demokrati kan kun dø indefra. Hvis vores egne trolde og hekse får magt, som de har agt.
Hvis vi virkelig mener det, når vi synger, at vi vil fred her til land, og den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli´r tvivlende kolde, så må vi nok hellere få strøget den demokratiske skjorte, for den krøller måske lidt sine steder?
Man kunne foranlediges til at tro, at den var syet i USA, hvor demokratiet er synligt presset af et samfund, der er polariseret og splittet i uforsonlige positioner. En splittet nation hvor man gennem årtier har markedsgjort debatten og gjort enhver til sin egen lykkes smed udi at finde den medieplatform eller Youtube-kanal, der bekræfter enhver konspiration uanset hvor syret og gakket den måtte være. Amerikanerne er løbet i alle retninger og har mistet en fælles platform af oplysning og sandhed at være uenige på. Det eneste, der samler, er hadet til den anden.
Der, kære venner, må vi aldrig ende. Vi er der ikke endnu, for foran mig på denne plads, står der med garanti forskellige politiske overbevisninger, men I står her.
Og I taler med hinanden, ja, I hygger jer ligefrem, ser det ud til.
Det må vi aldrig opgive. At mødes. Mødes i hygge, glæde, samhørighed, men også i debat, hvor vi bryder vores meninger med ord og ikke sværd – og derfra deler os efter anskuelser.
Jeg tror, at vi skal til at være omhyggelige med det. Vores fællesskab og den tolerance, som det kræver. Som er forudsætningen for det danske og de nordiske demokratier og samfund.
Det må vi ikke miste, aldrig nogensinde.
Når man ser, hvor hurtigt trolden kan mobilisere en heksejagt på sociale medier, så skal vi være på vagt. I de digitale forsamlingshuse sker fremmedgørelsen lynhurtigt, og selv ellers besindige folk skriver sig væk fra hinanden og den ordentlige og respektfulde samtale, som er forudsætningen for demokratiet.
Så nej, venner, det er næppe raketter eller andet flyvende jern og metal fra himlen, der kan omstyrte vores gamle folkestyre.
Det er os selv. Hvis vi isolerer os fra møder og dialog med hinanden.
Krigen starter aldrig med våben. Den starter med ordene.
Sprogforskeren Victor Klemperer studerede indgående nazitidens sprogbrug og fandt, at:
“Ord kan virke som bittesmå doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”
Sankthansaften er i vores moderne tid midsommerens oplagte sted for fællesskab og samling. Smukke bål blusser over land og by, og den dansende ild drager vores blik.
Fordi den er et spejlbillede af os selv. Ilden er dobbelt. Den er smuk og dens kraft betagende, men også farlig, hvis ikke vi kontrollerer den – ligesom menneskets natur. Ilden kan skabe, men også tage liv. Som mennesket, der stirrer ind i flammerne. I aften lyser bålet midsommernatten op. Den lyser for alle her i Dannevang, der lige nu samles i tusindvis.
Samles i fællesskab med de andre. Hilser på naboen med et klap på skulderen og måske også lige får sendt et forsigtigt nik til genboen, som man måske endda fjernede som ven på Facebook en mørk efterårsaften, hvor han var lidt træls eller delte noget, der provokerede mig.
Men nu står han jo her ved bålet, og han er jo bare et menneske og ikke en trold.
Og han kom sgu da vistnok også med et par bajere efter at have lånt min trailer sidste sommer. Eller hvad med de der unger, altså troldeynglen ovre fra Sleppevangen? Sådan set på en fyrre års afstand var de vel ikke rigtig så slemme? Måske handlede det bare om, at vi alle gerne ville have boldbanen?
Så når vi står her og stirrer ind i flammerne, så er Helvede måske ikke altid de andre?
… måske bor heksen nogle gange i spejlet eller troldens fingre danser på vores eget tastatur?
Så ja, vi kan og skal berede os på Drachmanns udenvælts fjender, men vi bestemmer selv, om vores demokrati skal bestå!
Tak for ordet og en fortsat god sankthansaften!
Foto: Privat.
