Af Jan Jensen
Tannisbugtvej 107
Tversted
I forbindelse med en samtale med Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen i Bådehuset den 20 juni omkring en tvist i de to sogne Tversted/Uggerby, fremlagde jeg et forslag, som jeg tidligere også har nævnt offentligt: At der burde indføres et obligatorisk introduktionskursus for nyvalgte medlemmer af menighedsråd.
Formålet med kurset skal være at sikre, at alle medlemmer får en grundlæggende forståelse for deres rolle, ansvar, opgaver og rettigheder i henhold til gældende lovgivning – herunder særligt menighedsrådslovens §38.
Biskoppen tilkendegav, at der netop arbejdes på at indføre et sådant obligatorisk kursus, hvilket jeg ser som et meget positivt og nødvendigt tiltag.
Et obligatorisk kursus vil give alle medlemmer en fælles viden om:
– Menighedsrådets opgaver og ansvar, jf. menighedsrådslovens
Paragraf 38.
– De juridiske rammer, herunder rollefordeling og forpligtelser for både menighedsrådets nyvalgte medlemmer og for præsten.
– Præstens rolle i menighedsrådet, herunder bla. det vigtige forhold, at præsten nødvendigvis ikke skal være formand og daglig leder, samt muligheden for at frasige sig visse opgaver jf.
Paragraf 38
Et sådant kursus vil være med til at forebygge konflikter og misforståelser i menighedsrådenes arbejde og fremme en mere professionel og respektfuld samarbejdskultur – både mellem præst og lægfolk samt blandt lægmedlemmerne indbyrdes.
Jeg ser derfor med stor tilfredshed frem til implementeringen af dette initiativ og håber, at det vil blive fulgt op med relevant materiale, støtte og opfølgning, så det får den ønskede effekt i praksis.


