Ved torsdagens ekstraordinære menighedsmøde i Tversted-Uggerby pastorat var der stort fremmøde på Klitgården i Tversted til afstemning om de to folkevalgte menighedsråds ønske om at få menighedens mandat til at skifte biskoppeligt tilsyn med kirkelivet.
302 personer afgav en gyldig stemme. Heraf stemte 132 nej (43,7 procent) og 170 Ja (56,3 procent).
Hermed faldt forslaget om stiftsbåndsløsning, idet der kræves et flertal på minimum 75 procent ja-stemmer.
Det var menighedsmøde nummer to om samme spørgsmål. Ved det første menighedsmøde i Tversted Kirke den 14. maj stemte 73,6 procent af de 89 afgivne stemmer ja til at give de to menighedsråd det mandat, de bad om.
Senere bad de nødvendige 50 medlemmer af menighederne om nyt møde og afstemning, hvilket blev holdt i dag.
Nu overvejer menighedsrådene det videre forløb.


