Af Thomas Storm – Dansk Folkeparti
Byråds- og Regionskandidat 2025
Hjørring er kedelig! Men det er ikke for sent at gøre noget ved det.
Jeg hører det igen og igen: Hjørring er kedelig! Efter mange snakke med lokale gik det op for mig, hvad der først og fremmest, er roden til udvandringen fra vores kommune.
Det handler ikke om os, det handler om et system der svigter. Unge flytter væk, når de skal uddanne sig, fordi uddannelses- og praktikmuligheder er placeret andre steder. Ja, vi har bl.a. EUC Nord, hvor man kan uddanne sig til tømrer, men hvad så, når man gerne vil videre? Når man ikke kan se en fremtid her, eller når politiske beslutninger på Christiansborg ikke tager højde for os nord for Limfjorden, så er der kun én vej: væk.
Kapitalismens vej
Uddannelsesinstitutionerne tænker ofte kun på deres eget budget og deres egen overlevelse, ikke på hvad der er bedst for os, der bor her. Og politikere? De hører primært lyden af penge fra de store byer, og det betyder, at Hjørring gang på gang bliver glemt i centraliseringens kolde maskineri.
Men det behøver ikke være sådan. Vi må stå sammen og kræve, at uddannelsesmulighederne i Hjørring bliver styrket. Vi skal begynde med at prioritere efteruddannelser, som er særligt vigtige for vores kommunes fremtid.
Psykiatri og social omsorg er afgørende for, at vi kan tilbyde vores borgere den nødvendige støtte og hjælp.
IT-kompetencer er essentielle i en digitaliseret verden, hvor erhvervsliv og offentlige services hele tiden udvikler sig.
Grøn teknologi giver os mulighed for at skabe bæredygtige arbejdspladser og bidrage til den grønne omstilling. Og dyrevelfærd er ikke bare et værdifundament i vores landbrugs- og naturorienterede område, men også en voksende sektor med potentiale for vækst.
Lad velfærden sejre
Lad os starte med bare én mere ny efteruddannelse her i Hjørring. Lad os vise med handling og statistik, hvorfor det giver mening, for unge, for erhvervsliv og for hele kommunen.
Det kræver, at ledelserne på uddannelsesinstitutionerne tager ansvar og tænker længere end til deres egne pengepunge. Det kræver politisk mod, og det kræver, at vi råber højt sammen, for vores fremtid skal ikke styres fra København, ikke uden at tage os med på samråd.
Vil du hjælpe med til at sikre Hjørrings fremtid? Ring til mig, så tager vi en snak: 53 84 58 99
vh Thomas Storm
Dansk Folkeparti, Byråds- og Regionskandidat 2025


