Hvad er en fiskerihavn uden en ordentlig fiskebutik? Sådan spurgte vi på netavisen for et års tid siden. Langt de fleste mente og mener formentlig fortsat, at det ville virke temmelig besynderligt.
Spørgsmålet var afstedkommet af det forhold, at Erik Gaardboe, som er tredje generation af fiskehandlere i familien, forgæves forsøgte at finde en køber til Gaardboe’s Fiskehandel eller bare Fisken.

På det tidspunkt var en af udfordringerne måske, at bygningen ifølge vedholdende rygter skulle rives ned for at skabe plads til noget andet, men heldigvis fik Erik Gaardboe af Hirtshals Havn lovning på, at huset kan blive stående 15 år mere på Norgeskajen.
Dette afgørende aspekt kom på et tidspunkt skolelærer Jane Axelsen for øre, hvorefter hun kort fortalt tog beslutningen om at skifte elever og undervisning ud med fisk og filetering i butikken ved Norgeskajen.

Jane Axelsen overtager dog først til oktober fiskebutikken på kajkanten ved siden af Hyttefadet, idet Erik Gaardboe har lovet at stå til rådighed med oplæring samt råd og dåd i Gaardboe’s Fiskehandel.
Indtil da vil den kommende ejer så at sige tage ved lære af den garvede fiskehandler, men glæder sig selvfølgelig til at blive selvstændig med egen fiskehandel. Gemalen er i forvejen fisker.
Faktisk er denne lørdag første åbningsdag efter længere tids lukning hos Fisken.
Foto: Niels Skipper.


