Historiker Peter Busch kunne i dag byde en flok glade mennesker velkommen til byvandring i Hirtshals, hvor vejret viste sig fra den bedste side med høj solskin.
Ved trappen i Havnegade indledte Peter Busch med tiden, før Hirtshals blev til Hirtshals og om forliset af RF2 i 1981, inden turen gik videre via Lars Nielsens mindesten og til Husmoderstranden.
Efter en fortælling om Hirtshals Fyr og tyskernes 10. Batteri gik turen videre langs vestbassinet til HG 159 Johs. Hejlesen, før turen gik over mod den gamle administrationsbygning og togstation.
Inden man nåede hertil, blev der fortalt om Margrethe Gaardbo og Redningsstationen, ligesom historien om havnebyggeriet og om kvinderne i fisken i 1960’erne og 70’erne blev præsenteret.
Fra administrationsbygningen gik turen til den Svenske Sømandskirke, hvor Peter Busch fortalte om de mange svenske fiskere i Hirtshals. Herfra gik turen videre til Hirtshals Kirke, hvor der blandt andet blev fortalt om komponisten P.O. Kiel og ingeniør Jørgen Fibiger.
Slutteligt gik turen til Runddelen, hvor historien om den fejlslåede byplan blev fortalt, og turen sluttede herefter ved Hirtshals Museum med historien om museet og Signe Hansen.
Nåede du ikke med på dagens byvandring så fortvivl ikke. De næste fire mandage vil Vendsyssel Historiske Museum ligeledes holde byvandring med start fra trappen ved Havnegade kl. 10.30-12.00.
Det koster 75 kr. at deltage for voksne, mens børn under 18 år gratis kan gå med.
Foto: VHM.


