Til dimissionen for afgangsklasserne onsdag den 25. juni blev der ikke kun sagt farvel til endnu et hold elever på Hjørring Private Realskole. Der blev også sagt farvel – og ikke mindst tak – til lærer Arne Retbøll Bang, årets ældste dimittend, som viceskoleleder Henrik Frand-Madsen formulerede det i sin tale til Arne.
Efter over 40 års tro tjeneste på skolen kunne den vellidte lærer nemlig gå på velfortjent pension, og i den forbindelse blev hans store indsats hyldet med overrækkelsen af Den Kongelige Fortjenstmedalje til kæmpestore klapsalver fra de mange fremmødte i HPR-Hallen i Femhøje Idrætscenter i Hjørring.

Gennem fire årtier har Arne været en fast del af skolens hverdag, hvor han har undervist i dansk, matematik og sløjd gennem hele sin ansættelse. Arne er kendt for sin faglige dygtighed, sit rolige overblik og ikke mindst sin lune humor, der har gjort både klasselokaler og lærerværelse lidt lettere siden 1984.

Arne er flere gange blevet indstillet af sine elever til Politikens pris som Årets lærer, han har udmærket sig ved at være en god kollega, og han har i perioder været lærerrådsformand, souchef samt medarbejderrepræsentant i skolens bestyrelse. Arne har derfor efterladt tydelige aftryk i alle afkroge af skolen, og han vil blive savnet af såvel kolleger som elever og forældre.

Det var derfor ingen sag for viceskoleleder Henrik Frand-Madsen at finde de store roser og flotte formuleringer frem i sin takketale til Arne, som sluttede med, at han placerede det flotte bevis for 40 års tro tjeneste i form af Den Kongelige Fortjenstmedalje på den stolte lærers jakke til fortjent bifald fra hele salen.

På Hjørring Private Realskole vil man uden tvivl huske Arne for mere end hans lange tjenestetid. Han vil blive husket for sit engagement, sit venlige væsen og sin evne til at få folk til at smile – også på en helt almindelig mandag, for sådan nogle findes ikke i Arnes selskab.
Foto: HPR.


