Det lufter lidt frisk fra vest denne første sommerdag på Løkken Marked, som afholdes hver torsdag fra kl. 12 til 18 i skolernes sommerferie.
Indtil videre er der måske også knap så mange folk, som på de gode dage, men humøret er til gengæld helt i top hos alle, lyder det fra Arne Dørup Jensen.
Aktivitetslederne Else Nygaard og Ulla Sørensen har taget årets første vagt på den lille stand hos Røde Kors på den runde parkeringsplads skråt over for SuperBrugsen.

En fiskebil lige overfor krydrer luften behageligt, når folk passerer forbi stille og roligt med en hånd på sommerhatten og kasketten.
Er du i området, er Else og Ulla bare helt parate til at tage pænt imod dig, både med smil og lune samtaler – og ikke mindst gode tilbud til sommerferien.
Det kan kun varmt anbefales at aflægge Løkken Marked et besøg og komme i godt humør – og hjem med et godt tilbud.
Rigtig god sommer!
Fotos: Arne Dørup Jensen.


