Af Lone Olsen

Medlem af byrådet for Venstre i Hjørring Kommune
Medlem af Regionsrådet i Nordjylland
Bosat i Taars
Jeg stod tidligt op, mens familien sov videre.
Godt nok havde jeg jublet over, at madpakkerne var lagt på hylden i seks uger — men der blev alligevel brug for en.
Jeg mødte ind på basen i Hjørring og kørte med Jakob og Jesper. Som medlem af udvalget for det nære sundhedsvæsen følger jeg blandt andet ambulancedriften tæt. Men én ting er at læse rapporter og se grafer — noget helt andet er at opleve hverdagen tæt på og høre historierne direkte fra dem, der står i frontlinjen døgnet rundt.
Vi talte blandt andet om 112-opkaldene og Ring Rigtigt-kampagnerne, som skal minde os om at tænke os om en ekstra gang og ringe det rigtige sted hen, så behandlerne kan bruge deres tid og faglighed der, hvor det virkelig haster.
Jeg blev også klogere på praktiske udfordringer, samarbejdet på tværs og den stolthed, der præger arbejdet hos redderne.
Det er noget helt andet at mærke tempoet, fagligheden og samarbejdet tæt på. Det giver en forståelse, man ikke kan læse sig til — og et ansvar for at træffe beslutninger, der giver mening for dem, der står i frontlinjen.
Jeg tog hjem med mange indtryk, nye perspektiver — og med endnu større respekt for dem, der hver dag redder liv og skaber tryghed.
Tak særligt til Jakob og Jesper, som jeg kørte med, og til hele holdet på basen for at tage sig tid, dele erfaringer og svare på alle mine spørgsmål.

Min partifælle, Anne Honoré Østergaard, var samme dag i praktik på basen i Aalborg.
Link til relateret indlæg: Vigtigt med det nære sundhedsvæsen.


