Af Bjørn Løth
Brogården 62
Hirtshals
For nogle år siden udgav Hjørring Kommune en serie foldere, som hver især fortalte om forskellige områder i Kommunen.
Folderne hed noget så smukt som ”På tur i kulturarven”. Hvem der har forfattet teksten, kan jeg ikke vide noget om, men man kunne forvente, at Kommunen havde valgt personer med det fornødne kendskab til emnet.
De mennesker har simpelthen ikke været kloge nok. Folderen, der fortæller om Hirtshals, er fyldt med sludder og vrøvl, og jeg vil nøjes med kun at omtale de groveste fejl.
Husmoderstranden
Jeg citerer: ”Husmoderstranden er en fin sand- og badestrand neden for Leret.
Tidligere samledes fiskerkonerne på stranden for at spejde ud over havet, og vente på at deres mænd skulle vende hjem, deraf navnet Husmoderstranden”.
Denne forklaring er noget vås og det pureste opspind og noget, der må være grebet ud af den blå luft.
Det var slet ikke der, fiskerne landede deres både; det foregik flere hundrede meter længere øst på.
Efter havnen var bygget, skelnede man mellem to strande, en på hver side af havnen, og som meget betegnende kaldtes Østerstrand og Vesterstrand.
Vesterstrand, med dejlige hjelmebevoksede klitter, forsvandt, da man i slutningen af 1950’erne anlagde Vesthavnebassinet.
I mangel af den dejlige Vesterstrand måtte vi så nøjes med den mere beskedne strand, der er helt blottet for klitter, og som fik navnet Husmoderstranden.
Her kommer den rigtige forklaring af navnet:
Husmødrene begyndte så lidt efter lidt at gå ned på den strand med deres små børn for at lege i sandet, drikke saftevand og spise kager. Deraf navnet Husmoderstranden. Det, de ”kloge” forfattere har skrevet i folderen, er en sød historie, men historieforfalskning, og jeg er bange for, at det er den forklaring, der kommer til at leve videre ind i fremtiden.
Jeg har for øvrigt også hørt det nævnt i tv.
Jeg havde et møde med daværende borgmester, Arne Boelt, og han lovede, at folderne ikke ville blive genoptrykt, men skaden var jo sket.
Stationsbygningen
Jernbanen kom til Hirtshals i 1925, og der var bygget det, der nu kaldes ”Den gamle station”. Den blev kun brugt i tre år, hvorefter man i et par år ”blot brugte et træskur”, læser vi i folderen. De par år blev altså til 11 år, og træskuret var en flot træbygning med både billetsalg, ventesal og pakhus.
Efter havnebyggeriet var havnens administrationsbygning blevet ledig, og i 1939 blev den omdannet til jernbane-station. Bygningen var ikke tegnet af Ulrik Plesner, som folderen fortæller, men derimod af Hjørring-arkitekten Jens Jakobsen.
Som jeg indledningsvis skrev, har jeg kun nævnt de grove fejl, de mindre fejl har jeg sprunget over, men jeg vil foreslå Hjørring Kommune, hvis man i fremtiden vil gøre sig klog på historien, at der så bliver valgt kvalificerede forfattere.
Nejst
En anden sag er fra før Kommunesammenlægningen.
Hirtshals Kommune havde fået ansat tilrejsende ”kloge” mennesker. De var så ”kloge”, at de vidste meget mere om den lokale geografi end de lokale indfødte.
De påstod, at en del af Nejst hed Stenbjerg. Sagen stod på gennem længere tid med utallige læserbreve i aviserne, underskriftsindsamlinger, møder med borgmesteren, korrespondance med Statsamtet Nordjylland, Afdeling for Navneforskning, Københavns Universitet, Kort & Matrikelstyrelsen og Geodætisk Institut.
Det endte med, at sagen kom til afstemning i Byrådet.
Resultatet blev desværre, at der var flertal for historieforfalskningen med daværende borgmester i front.
Flere af byrødderne stemte imod deres egen overbevisning. Det er vist den form for politik, som hedder kammerateri.
De ”kloge” vandt sagen.
Længe leve demokratiet!
