Lokale Henrik Woodpek har undret sig en del over, at han ikke rigtig ser nogle konksnegle mere, idet han så rigtig mange af dem, da han var dreng I Hirtshals.
Konksnegle og deres æg lå alle steder på havnen, mindes Henrik Woodpek. Måske er det på grund af redskaberne, man bruger i fiskeriet, eller de bare er på tilbagegang, funderer han. For første gang i umindelige tider fandt han imidlertid forleden en klump æg fra netop konken, så den er her endnu.
Konksneglen med det latinske navn Buccinum undatum er med sine op til 14 cm. faktisk ikke den største snegl, der findes i Danmark. Det er til gengæld rødkonk (Neptunea antiqua) med hele 20 cm. Dens æg er da også en smule større end hos almindelig konk, fortæller lokale Kim J. Fogt, der har hjemmesiden Danmarks Naturguide.
Konksneglens tomme ægkapsler er de hvidlige kugler, der hænger sammen og ofte er tørrede, så de samlet lidt ligner en svamp.
Akkurat som det ses på fotoet ovenfor.


