Af Laura Jensen
KV25 Moderaterne
Soldalhus rummer flere tilbud til ældre, blandt andet et aktivitetscenter for ældre med demens.
Her er der fokus på at give de ældre en meningsfuld hverdag trods sygdom, med fokus på trivsel og træning af hukommelse med et bredt udvalg af aktiviteter i løbet af ugen.
Alt i alt et super godt tilbud til stor glæde for de ældre borgere med demens og deres pårørende.
Desværre har sommeren vist sig at være en udfordring mht. åbningstider og bemanding på aktivitetscenteret.
I uge 30 er aktivitetscenteret helt lukket, samt neddroslet to uger på hver side af uge 30, hvor der borgere kan få tilbudt 1-2 dage i aktivitetstilbuddet ud fra en individuel vurdering.
Hvad dette betyder for den enkelte borger der benytter sig af tilbuddet, er at dagligdagen og den normale struktur i dagligdagen ændres – for nogle radikalt.
I arbejdet med demente er struktur og genkendelighed noget af det der kan hjælpe den demensramte med at have en tryg hverdag, reducere angst og forvirring og derigennem øge trivslen hos den demensramte, men også de pårørende.
Disse 5 uger kan for mange borgere berørt af sygdommen altså være meget lange og fyldt med usikkerhed.
Sommerafløsere har ikke været brugt som mulighed, netop fordi strukturen og genkendelighed er så vigtigt i arbejdet med demente – men kunne vi ikke forsøge os med nogle andre løsninger, således aktivitetscenteret ikke behøver være “neddroslet” i fire uger og lukket i én?
En mulighed kunne måske være, at man oprettede midlertidige stillinger i perioden maj til august, hvor stillingerne f.eks. er deltid fra maj måned frem til ferieperioden, hvorefter der kan være mulighed for fuldtid indtil kontrakten udløber efter sommeren. På denne måned får brugerne mulighed for at lære de nye medarbejdere at kende inden feriesæsonen, og de ekstra (midlertidige) hænder gør det muligt at opretholde driften i ferieperioden.
En anden mulighed kunne være et internt vikarkorps, hvor faste vikarer kan træde til ved ferier, sygdom, afspadsering og lignende situationer.
Ved disse forslag kunne det være oplagt at benytte studerende eller unge der mangler et deltids- eller sommerjob.
Om disse forslag er realistiske løsninger i forhold til tilbuddet og målgruppen, ved jeg jo ikke med sikkerhed, men et eller andet bliver vi nød til at gøre, for at sikre de demensramte borgere og deres pårørende.
Hvad kan vi gøre, for at hjælpe de berørte borgere? Og hvorfor er der ikke handlet på borgernes henvendelser og bekymring?


